En blot kort opdatering på et indre sejlende sommerbarn. Jeg har sejlet i kano hele dagen, mine hænder bløder, og min bedre halvdel har mistet en arm. For en gang skyld har virkeligheden manifesteret sig i en anden virkelighed. Det er som om jeg stadig gynger rundt derude i en af nordjyllands kanaler. En virkelighedens bevægelse har brudt muren indtil en anden virkelighed. Det ville have været optimalt, hvis jeg nu kunne skrive denne gyngen ud i bolgposten, men så er det alligevel som om, det aldrig har fundet sted. Når jeg skriver gynger virkeligheden, men når du læser, gynger virkeligheden slet ikke...?
Muren imellem virkeligheder er vel poesiens største udfordring. På den ene side går det ud på at bryde grænserne imellem skrift og virkelighed. På den anden side er poesien nok virkelig og også er den virkelighed, men samtidig er det vigtigt, at den ikke bliver for virkelig; at den ikke bliver for håndgribelig og tydelig. Man tager ikke poesien ved hornene, den skal følges og rides, og man skal ikke forvente, at man bliver siddende.
Når alt kommer til alt kommer man i tvivl om virkeligheden selv. Gynger det nu, eller gyngede det overhovedet før? Er det verden eller mig der gynger? Når grænserne brydes kan man formulere paradokserne klare, det er som om det først er dér, de opstår. Og med klare paradokser og problemer sikres dynamikken. Men kun så længe, at der ikke gives nogen løsning på grænsesprængningen... Og dog skal der ikke være hul i dæmningen ret længe før, at billedet igen bliver entydigt todimentionelt klart, og båden fortøjres til denne nye afgrænsning af virkeligheden uden at balancere på æggen - den tvivl der sikrer enhver form for liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar