Sommerdage (8)

For lang tid siden gav jeg kritik på forfattersiden www.fyldepennen.dk. Jeg forsøgte per definition at være så hård som muligt ud fra den overbevisning, at hård og ærlig kritik altid er den bedste. Enhver ved, at kritik ikke er sandhedsudgydelser. Man kan selv vælge, om man vil tage dem for gode varer eller ej. Normalt føler jeg ikke, at jeg har været for hård ved en tekst. Jeg ved, at jeg har været direkte og sagt, hvad jeg mente, og jeg har kun en enkelt gang været rigtig i tvivl, om jeg nu var urimelig. Den gang skrev jeg noget i retning af: "Der fine nuancer i digtet, men ét overskyggende problem belemrer læseren. Du skriver i langsom prosa, og det er for ringe." Jeg var i tvivl om, hvorvidt man kunne kritisere et digt for at være langsom prosa. Jeg har tænkt meget over dette. Kan man eller kan man ikke? En del af min tvivl lå også i, at digteren til digtet var ung og måske kunne finde på at tage kritikken personligt. Her til aften ligger jeg så og læser i en nylånt bog af Ursula Andkjær Olsen. En digtsamling, Skønheden hænger på træerne. Og for jordens skyld om ikke fru. Olsen (som er ny for mig) skriver langsom prosa ud over hele den meget tykke samling pludre-rable-digte?

I
Når man
en gang har
forladt sit udspring.


Det ligner et 
kompromis. Var det
virkelig nødvendigt.


Min alt for beredvillige
personlighed blev
sandsynligvis grundlagt
dengang.

Jeg løber gennem
kloakken uden
modstand.

Med alt mit affald med
alle jer omkring mig.

I hænger mig
ud af halsen bogstaveligt
talt.

Jeg skulle
aldrig have talt
med jer.

Nu kan jeg kun
sige. Vis mig et
meningsfuldt liv. I ville
næppe få let ved at

imødekomme dette
ønske.

Sådan lyder første side af det første lange digt i den lange bog, der alligevel ikke er helt uinteressant. Men det er uden tvivl langsom prosa. Sætningerne har været i hakkemaskinen og er kommet ud på papiret skåret op og fordelt. Selv tegnsætningen er stadig intakt, den er bare hugget op sammen med resten af teksten.

Selvom jeg ikke længere er i tvivl om min daværende kritik, så synes jeg stadig ikke, jeg har fundet hoved og hale og hoved i den langsomme prosa. Hvad er det for et poetisk element, der dukker op i den rytme, det giver, når man hakker teksten op i små underlige og i sig ubetydelige bidder? Og hvordan dukker rytmen op i teksten, der uden tvivl skrives, som den er fragmenteret (som tankestykker).

The slow-prose is a puzzle!