Jeg sad tidligere på dagen og læste gamle litteraturartikler på politikens hjemme side, og der stødte jeg ind i Jens Christian Grøndahls problematisering af forfatterstøtten her i Danmark. Hvad Grøndahl overordnet mener om sagen, det har jeg ikke helt fået slået på plads. Men han føler sig en lille smule stødt over, at helt nyudklækkede forfattere fra forfatterskolen får støtte til projekter, når han ikke selv gør. I den forbindelse taler Grøndahl om kvalitet og forfatterskab. Forfatterskabet er udtryk for kvalitetens mangfoldighed, i hvert fald hos de dygtige forfattere. Men hvad er litterær kvalitet?
Det, at nye forfattere, fordi de er nye, ikke kvalificerer sig til at få støtte, fordi de ikke har et forfatterskab bag dem, dét virker som en tynd og smagløs suppe. Som om man ikke overhovedet vil smage på en suppe, der ikke har fået lov til at stå og trække med årene? Måske skal kunststøtten revideres, det ved jeg ikke noget om… Men lige meget hvad der skal ske, vil der være nogen der føler sig overset på den front. Selvfølgelig synes man om sine egne projekter, de er nogle af de bedste. Sådan hænger der bare ikke sammen i den virkelige verden. Der findes forfattere, der overhovedet aldrig får udgivet et ord af samme årsag. Når smagsdommerne møder disse er smagsdommene negative. Problemet ved at udelukke de yngre eller måske uerfarne nye forfattere er, at det er der, hvor der stadig er liv i litteraturen. Det er der hvor den sprudler og for tiden, er det også der, den er bedst (i hvert fald tæt på). Det er der, hvor der stadig er kunstprojekter i skidtet. I forvejen har erfarne forfattere den fordel, at de har nemmere ved at få sine værker udgivet, fordi de har eller hører til på et forlag. De unge er de eneste, der deltager på reelle og ikke mindst ideelle forhold for kunsten; litteraturen (værkerne) bedømmes som den ser ud og ikke, som den engang så ud…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar