onsdag den 14. december 2011

Selvindsigt!? Hvor bliver frådsomheden af???

Jeg er sgu bange for, at bloggen her er blevet alt for kedelig. En stridsløs kampplads i Romerigets midte... en plads der synes at være gledet ud i en lille forstad plaget af, at folk forsvinder og flytter helt ind til byen. Er der hérude overhovedet noget at komme efter? Måske er der stadig en lille glød i bålets inderste, måske kan man stadig hente en lille smule varme der?
Jeg er bange for, at jeg stiller spørgsmålet forkert. Jeg er bange for, at jeg spejder i uendelighedernes forkerte retning. Kan man virkelig tro på, at et menneske glemmer sin ægthed? Den ægthed, der er for sjælen (ånden, gestaltet, sindet, personligheden og noget tredje) er, hvad ilt er for kroppen. Hvad vil det betyde at miste sit energiske glød som menneske.. skæret i øjnene?


Dét, jeg mener, er at bloggen her er blevet for selvhøjtidelig og på den måde har mistet sig selv i en eller anden grad. Der mangler inspiration; og her taler jeg ikke om læserens gevinst ved at læse bloggen. Her taler jeg om skribentens lyst til at skrive andet og mere end de blotte og rette litteratur-perspektiv-højtideligheder, denne kommer med i sine anmeldelser. Det vækker ikke fråde længere, og på den måde kan det heller ikke vække fråde hos læseren. Det er i hvert fald tvivlsomt.

Fragmentet er forsvundet. Segmentet er forsvundet. Tanken, ideen, sindssygen og kornet i brødet. Jeg er en baguette... nej, ikke engang en crossiant.

Der er meget, der kan få skylden, så jeg deler den ikke ud i dag. Der er ingen der kan få skylden.

Dette er tydeligvis en varsels-tekst. Der kommer til at ske noget. Du behøver ikke at glæde dig, det er nok, at jeg glæder mig. Nogen gange glemmer man bare, hvad en blog er. Eller man glemmer, hvem man selv er. Man glemmer, hvad det var man ville. Og så bliver den nødvendig, den lille revolution der kommer indefra, som revolutionen altid gør. Man kapper nogle hoveder og sparker til fortovskanten. Det siger sig selv, hvad det gør ved en indeni.
Men det eneste man gør er, at ændre en af præmisserne så konklusionen igen bliver rigtig. Det er nødvendigt, at man kan acceptere sine egne udfald. Jeg tror, man  elske dem og kunne bo i dem. Ligesom det her vrøvl, der nu kommer til at stå på bloggen i nogle dage. jeg elsker det, og jeg har tænkt mig at bo i det:-)

1 kommentar:

  1. Det jeg mener er faktisk, at man glemmer, hvad man vil. sådan!

    SvarSlet