Poesiens grundkurs er stadig vores ideal

Although the break between poetry and the mass readership has been virtually total since the late nineteenth century (it is one of the sectors in which there are still many books published at the author’s expense), poetry continues to represent the ideal model of literature for the least cultured consumers.

         

         Pierre Bourdieu, The field of cultural production

Bourdieus konklusion er betryggende for sådan én som mig. En af de få læsere, en af de færre købere. Du har stadig fingrene i det, der giver dig mest anerkendelse, mest symbolsk kapital. Men hvis man nu skal prøve på ikke at se litteraturen som et dannelsesprojekt, er der så ikke tale om en underliggende skævvridning af samfundet? Hvordan kan det være at færre og færre forholder sig til deres eget ideal om den litteratur, de bøger, de konstant bærer omkring i verden?

Forfatterens perspektiv er ligeledes problematisk. Handler kunst ikke om ærlighed? Hvorfor giver man køb på sig selv og holder op med at prøve… det kunne man formegentlig spørge mange forfattere om (dem der ikke længere skriver poesi, altså). Men med hvilket udkast? Er bourdieus tese i virkeligheden forældet? Eller er Jens Christian Grøndahls brokkerier over, at han ikke længere får legater fra Statens Kunstfond netop udtryk for den her skævvridning? Dem der sidder med kritikkens og anerkendelsens hårde hånd valoriserer jo stadig den kunst, der lægger sig nærmest poesien, nemlig sprog-eksperimenterende og udvidende værker. Fraværet af umiddelbar narration som et almindeligt træk ved poesien gør det svært for genrelitteraturen at opnå anerkendelse, som går på kvalitetsmæssige forhold.

En afsluttende bemærkning til Bourdieus kloge ord ville være en konstatering af, at der er ved at opstå en spaltning i feltet. Gennem en større demokratiseringsproces af smagsdommeren samt den autoritære kritikers fald (falden), så kunne det for en kort stund se ud som om, idealet er ved at fortrække sig. I stedet for én verden er der ved at opstå en ekstra ydre dimension, en anden verden. En uddifferentiering. Dilemmaet ligger i, at staten støtter det gamle ideal med sine legater uddelt af skiftende repræsentanter med den faglige ekspertise, der kræves, mens befolkningen køber den litteratur, den kan genkende og spejle sig i, og som ikke er fornyende og betydningsprovokerende.   

Har det her dilemma ikke eksisteret siden altid?