Kunststøttens præmisser

Det er et faktum, at der i Danmark groft sagt er to forskellige typer kunststøtte. Der er biblioteksafgiften, og der er legaterne (Statens Kunstråd, Statens Kunstfond, rejselegater og livsvarig ydelse). Forskellen er de kriterier, hvor igennem bidragene ydes. Biblioteksafgiften gives til de forfattere, der har deres bøger stående fremme til udlån på bibliotekerne. Legaterne gives til de bedste værker eller projekter blandt en god portion ansøgere. Nu skal man passe på

ikke dømme billedet som værende kvalitet overfor kvantitet, selvom det måske er det, der på ét niveau er på spil. På andre niveauer er de to støtter ikke modsigelser af hinanden. Præmisserne er som sagt blot anderledes. Hvilken litteratur får støtte, hvor meget får den og på hvilke præmisser? Ud fra den nyeste debat i dagbladene om, hvorvidt der hersker retfærdighed i statens støtteordning til litteraturen (efteråret 2011) samt to kvalitativt repræsenterende analyseobjekter og Jo Hermanns mere omfattende debat-oplæg i form af 14 små essays, vil jeg forsøge at tegne et billede af de bevægelser, der finder sted i dette system. 

Sådan lyder et udsnit af min mere eller mindre åndsfraværende synopsis i faget Litterær kultur. Alligevel må jeg indrømme, at jeg har forventninger til projektet. I spørgsmålet om, hvem der skal have støtte af staten, ligger der jo for fanden vigtige smagsmæssige præferencer. Systemet kan ikke undgå at blive en ekskluderende mekanisme. Og så lige midt i demokratiet. 


Når så mange mener, at kunsten er ubrugelig og nyttesløs bliver det sjovt at se på, hvor meget den indbringer økonomisk set. Der gives 250 millioner i kunststøtte om året. Tilbage får staten hele 800 millioner gennem momsen. Litteraturen er altså ikke nogen underskudsforretning, som man ellers kunne finde på at tro. Endda ligger der ved siden af overskuddet på 550 millioner en god del livsglæde og livslæring, som egentlig er litteraturens primære indtægtskilde. Den kan noget, intet andet ikke kan. 


I forhold til Bourdieus kapital-begreb vil jeg komme til at tegne et kort over, hvilke mekanikker der er på spil i uddelingen af de forskellige typer kunststøtte. Der må være nogle mønstre at følge i sporene på. Hvor på kortet befinder dagbladenes dækning af krisen? Og hvad er forskellen på de værker der får meget og dem, der får lidt støtte?


Det er altsammen en bunke rod lige nu. Ingen stringens. Dette minder nærmest om en almindelig pige-dagbog... forhåbentlig forandrer dette sig.