onsdag den 8. juni 2011
Machine - Adolphsen
Det er måske en måned siden jeg læste Peter Adolphsens Machine. Siden da har den lille tynde paperback flydt sporadisk i mine gemakker; man finder den i en taske, i en jakkelomme eller under en stak bøger, der måske nok forsøger at tynge mindet om Machine, men som under ingen omstændigheder formår at ændre på forholdet imellem erindringens metafysiske og virkelighedens reelt fysiske vægtfylde. Min historie om Machine er den, at for måske et år siden stødte i en lille skrivelse om Adolphsens forfatterskab. Jeg lagde mærke til dem anderledes titel. Mit andet møde med Machine var i boghandleren i Bruuns-galleri, jeg havde et til-gode-bevis fra en byttet Uthas Bjerge (L.Davidsen), men satte Machine tilbage på hylden i den dumnakkede tro, at Buddenbrooks (T.Mann) var en bedre investering. Det tredje og sidste tilfældige møde med Machine var således, da jeg ilede tilbage til hylderne i boghandlen. Der var nok gået en lille uge, hvori jeg, igen og igen ved synet af Buddenbrooks, måtte slå blikket ned, fordi jeg endelig havde indset at negligeringen af intuitionen fra tidligere (en fornemmelse havde bestemt fundet sted ved mødet med den lille satan, fra første færd og tilbagevendende på ny, vedvarende) havde været en fejltagelse. Derpå købte jeg altså Machine med hjem og tog den til mig som et af mine egne børn.
Denne tekst skal læses som en anmeldelse, ikke en af de strenge jeg måske plejer at skrive, men af den fornemmede slags. Måske en skrivelse "henover" eller en paratekst uden fiktive træk (og så alligevel). Senere kommer turen til anmeldelserne, men først senere, om et par dage…
Den måde de protagonistiske elementer sammensløjfes i Machine, er simpelthen en glæde at overvære. De71 sider drev jeg igennem med et vist sammenknebet udtryk i ansigtet. Det var ikke anstrengelse, den anstrengte slags, men den lettede, chillede slags. Som når man giver sig til at nyde et øjeblik, der aldrig må holde op med at være. Øjeblikke holder for det meste op med at være, men Machine støder jeg stadig på, både i min erindring og i mine gemakker. Og når jeg gør, kniber jeg øjnene sammen, og den der fornemmelse kommer i maven, den fornemmelse, jeg oplevede i mødet med titlen og selve bogen i boghandlen. Nuvel, der står ikke noget bemærkelsesværdigt i Machine. Machine er ikke bemærkelsesværdig i sig selv. Den er en tilbageholdt verdensfiktion uden store armbevægelser. Machine er snarere en tilfældighed i sig selv, end den er en genistreg, og kun derfor er den en genistreg uden en eneste tilfældighed i sig.
Jeg vil sammenligne læseoplevelsen af Machine med den forrnemmelse, jeg fik, da jeg læste Dagdriverbanden af John Steinbeck. Jeg forelskede mig tidligt i Steinbecks fortabte prosa. Det er Steinbecks skyld, at jeg i dag holder af at læse. Tak for det! Adolphsen er, i modsætning til Steinbeck, en nulevende forfatter. Han er ikke mindst dansk. Og danske forfattere har det med at være for fragmentariske i deres forsøg på at opnå kunstneriske udtryk. De river så hårdt i navlestrengen, at den sprænger for kort til at binde knude på. På den måde holder barnet ikke længere end "lillebror" (L. von Trier), der vokser sig for stor til menneskenes virkelighed. For en gang skyld er der en, der ikke tydeligvist anstrenger sig, og derfor glider Machine henover gløder uden at gøre en bevægelse. Samtidig med den lethed, jeg har forsøgt at fremmane, er fortællingen i Machine universel. Den favner alverden, der er ikke det eller den, der ikke kan favnes. Og alligevel sparker den aldrig til bolden for at score. Ned ad en bjergskråning på cykel, det erkendes, at enhver må dø og at denne død, lige som det er tilfældet med den ene og den anden karakters indtræden og udtræden, ikke betyder verdens undergang. Den lille dråbe olie, der til at starte med er hjertet på vores "ur-hest", giver en nærhed, som til syvende og sidst ikke kan beskrives på andre måder, end den med sig selv suser videre i kredsløbet. Og på den måde kan der peges på enhver mikroskopisk del af virkeligheden, hvilken vil skitsere en historie, som strikker sig ind i andre historier. Ideen er, at de alle kan fortælles; Adolphsen fortæller en tilfældig en af dem. Machine er en lille del af uendeligheden, præcist 70½ side (minus seks sider (bogen begynder på side syv)), og denne lille del tager læseren med på rejse ud i virkelighedens mulige tilfældigheders univers. Når bogen slutter, rejser læseren videre.
http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8763804360
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar