Jeg er endelig kommet ud på den anden side af eksamens-muren, og jeg føler virkelig, jeg har fået frie hænder. Derfor føler jeg mig også lige nødsaget til at give en lille forsmag på Tranströmers eksekveringer. Jeg har læst hid og did og er begyndt at bevæge mig ind i stilen. Jeg kan lige så godt sige, at jeg synes det er godt. Det er altså poesi. Og så fuld af svensk natur-mørke. Melankolske toner og dybde.
Første bid er fra debutsamlingen 17 digte, der udkom i 1954
"Se det grå træ. Himlen løbet
gennem dets fibre ned i jorden -
kun en skrumpen sky er tilbage da
jorden har drukket. Stjålet rum
vrides i fletværket af rødder, snos
til grønt. - De korte øjeblikke
af frihed stiger ud af os, hvirvler
gennem parcernes blod og videre."
Jeg har stødt på denne "sammenhæng" i flere af digtene. Linjerne hænger sammen på en ualmindelig velkomponeret facon, der er stadig tale om en sætning (en opdelt én), men den har fået en kunstpause uden at ligne en kliché - uden at ligne en bryllupstale springer der noget af poesien ud i en mens man skifter linje.
Anden bid:
Orkideerne.
Tankskibe glider forbi.
Det er fuldmåne.
Det andet digt er et haiku fra samlingen Sørgegondolen, som udkom i 1996. Det er som debutsamlingen en meget spændende samling. Alle digtene har stærke højdepunkter efter en enkelt gennemlæsning, sproget klart i mørket, hvor der er mere end man kan få øje på ved første øjekast. Jeg er fascineret af det skarpe billede imellem natur og kultur. Lydløsheden over tankskibet får det til at snige sig ind og ud af billedet, hvilket på grund af den allerede spændstige konstrastering, slet ikke lykkes. Et modernistisk haiku med dybden i behold.
Det ser jo alt sammen fint og spændende ud. Både her og andre steder samt i menuen foroven ☺
SvarSletHvad synes du om Tranströmer JHIN? Du er jo en poesiens ridder af den ædleste type, og som bukdahl siger om dig, ikke helt talentløs;-)
SvarSlet