Machine-critics

Kritikken af Machine er tilstedeværende over en bred vifte. Det er nok på grund af en uropførelse af udvalgte stykker af bogen d. 1. juni 2006, samt at der bringes et uddrag i information to dage senere, at Machine på udgivelsesdatoen
får anmeldelser alle steder fra. Nok er weekendavisen én dag forsinket på grund af fredags-turnus, men anmeldelsens kvalitet vejer op for dette. Det er litterære begivenheder, der har været med til at gøre udgivelsen af Machine til en litterær begivenhed i sig selv. Dog må man ikke glemme, at Adolphsens tidligere bog Brumstein (2003) blev rost af de danske anmeldere og fik efterfølgende succes i udlandet. Udlands-succesen, som egentlig er en sjældenhed for danske forfattere, kunne også være en af grundene til, at anmelderkorpset gerne ville være dér, hvor en litterær komet landede d. 8. juni 2006.

Machine bliver behandlet med retfærdighed over hele feltet. Den får gode anmeldelser selvom, den er lidt på kanten, hvilket nogle anmeldere bemærker. Den ligger på kanten imellem det litterære og det leksikoniske. Denne bemærkning har sin berettigelse i observationer, der kan gøres hele vejen igennem romanen, men ikke desto mindre er den udtryk for et meget tilbagetrukket perspektiv. På makroniveau betegnes Machine hovedsageligt af Erik Skyum-Nielsen, som en leg; en leg der dog godt kunne lege mere end den gør.

"Jeg sagde ovenfor, at kuppet ved forfatterens metode bl.a. består i at lege ved randen af litteraturen. Hvad Adolphsen nemlig gør, er at spørge: Hvor tæt kan man komme til leksikongenren og så alligevel skabe ægte fortællekunst? Hvor meget kan handlingen sættes i stå, uden at læseren stiger af? Hvor megen faktaviden kan man proppe ind i et stykke skønlitteratur, samtidig med at det stadig bevarer den elementære episke kraft?

Det er de spændende spørgsmål i bogen, de, der gør, at man lukker den med hovedet gennemmasseret. Det kedelige spørgsmål, det lyder, hvor meget en forfatter i længden kan gentage sig selv og dog være dybt original. Hvor meget jeg end, med stille fnisen, har nydt at læse og genlæse Machine , glæder jeg mig dog stadig til at se dens forfatter udfordre sit talent meget mere. Måske engang begynde at danse, derude på kanten af, hvad vi kalder litteratur."

Skyum er ikke i tvivl om Adoplhsens talent, han er i virkeligheden utilfreds med, at forfatteren endnu engang skriver det, han kan og er – en slags reproduktion af sig selv. Jeg kender ikke til resten af forfatterskabet, hvilket jeg begræder i allerhøjeste gr(æ)d. Men på den anden side vil jeg omgående fjerne mig fra den fordom, der sætter mastodont-romanen, kolossen, krabaten og håndbagagedræberen i højsædet. Den lille fine skrivelse på under hundrede sider er en disciplin i sig selv, hvor resultatet skal kunne bære sin egen eksistens på anden måde end gennem 900 sider og to kilo hardback.

Sådan er der en verden til forskel på de forskellige anmeldere. Nogle holder som Skyum overblikket og kan dermed se Machine i klart lys, og dette har sine stærke sider. Anmeldelsen holder her et sobert niveau. Andre går helt tæt på og fortaber sig dermed en lille smule i sig selv og urhesten. Erik Svendsen fra Jyllandsposten fabulerer i begyndelsen af sin anmeldelse fornøjeligt og overkommeligt, men bliver alt for lystig hen ad vejen med kommentarer som: "
Sikke noget fordrukkent sludder sådan videnskabelig set, men festlig er det." Der er simpelthen ikke bund nok i Svendsens stil til, at anmeldelsen kan bære det uden at briste. "På få, få linjer fatter vi vild sympati for den lille, nuttede hest, hvorefter forfatteren lader den dø. Ak." Sådan skriver Kristeligt Dagblads anmelder Maria Sjøqvist om det, der er begyndelsen på Adolphsens og læserens observerede kredsløb gennem bogen. Den lille urhest er en sjov lille skabning, men hænger man fast i netop den historie, er der fare for, at man mister det overblik, der måske var en smule for forkromet hos Skyum.

Handlingen i stafetromanen, som den betegnes af flere anmeldere, fremstår klart, men er i sig selv enkel. Dens detaljer er ikke afgørende for, hvad det er for en roman. Om man vil eller ej er tilfældighederne side om side med det konstruerede et uomgængeligt element, som man dog bare skal lade ligge. Helheden bindes sammen af kredsløbets egensindighed, den blotte eksistens af et rum, hvori alt i virkeligheden foregår. Kritikken bemærker udmærket denne mulighed. Og den fæstner sig også ved Adolphsens evne til at zoom ind og ud i et væk. Den lille næsten uendelige helhed roses for, at favne en hel verden på sine 71 sider (der er egentlig stor rabalder om sideantallet der vejrer imellem 71 og 72 sider, hvorpå denne verden skrives ud, men jeg har valgt 71.

Inden jeg slutter af vil jeg påpege et perspektiv, som det kun er Lars Bukdahl, der finder frem til. "For lad os straks fastslå, at titlen Machine ikke (bare) betyder "maskine", men linker sig på den gamle betydning af ordet, vi finder anvendt hos blandt andet Holberg, og som defineres således af ODS (under »maskine«): 'sindrigt påfund; sindrigt udtænkt plan, intrige, rænkespil olgn.; spec. om intrigen i en komedie'." Tolkningen giver fortællingen om oliedråben, der gennem titlen og en "tilfældig" linie i bogen, hvilken bemærker at mennesket set fra universets yderste ser ud til at være slave af omkringrullende kasser på fire hjul og en støjende osende motor, en anden betydning end egentlig simpel kritik af det moderne kapitalistiske samfund. [en lidt kringlet en," I know"] I Bukdahls velkomne anden potens betyder Machine "spidsfindig konstruktion" og romanen står pludselig frem som et stillads eller en skitse, vores allesammens bugtalende kødsår. Spøg til side… Der er kun en enkelt negativ anmeldelse af Machine, den kommer fra Flensborg avis' anmelder Jonas Hindshold Bentzen. Bentzen kan ikke lide konstruktionen, han mener karaktererne og situationerne bliver brikker i spillet om kræftknuden, som er det sidste led i Machine. Bentzen overser, at den blotte sidste del af fortællingen ikke har nogen anden status end foregående. I anden potens er Machine konstuktionens væsen og ikke nogen specifik fortælling. 
 
Som jeg sagde til at starte anmeldes Machine rigtig fint. Dens lille spøjse væsen fanger og det er selvom det ikke er populærlitteratur. Tilsyneladende bringer opmærksomhed fra resten af verden Adolphsen ind på de uundgåeliges rækker, gør det ikke?