I forbindelse med at jeg er ved at lukke en gammel blog ned (Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak), kan jeg i denne agurketid på bloggen lige så godt poste et af de indlæg, jeg flere gange har villet vende tilbage til. Jeg skrev teksten d. 28. september 2010 i forbindelse med min bacheloropgave. Jeg skulle bruge en del tilløb til den egentlige opgave, og skrev på den måde flere tekster som en slags opvarmning. Her er den så:
Recensionen, anmeldelsen, kritikken
Avisens og tidsskriftets historie flyder sammen op igennem 1700-tallet. Lærde Efterretninger, Adresseposten og Den Kritiske Journal er alle bud på "dagbladenes" opfindsomme navne, navne der på den ene side skulle gøre det klart, hvem de var skrevet til, mens de på den anden side skulle sælge og ikke mindst lyde raffinerede og intelligente. De var fulde af royale happenings, indenlands- og udenlandsnyheder samt kulturnyt. Det interessante er, at kulturnyttet hovedsageligt bestod af bog meldinger. Set i nutidens lys er jeg ikke sikker på, at man ville kalde disse anmeldelser i egentlig forstand, for oftest var de kun, som den semantiske skelnen for få ord forsøgte at vise, an-meldelser (som når en mand kommer ind ad døren i et bondehjem og højt og tydeligt proklamerer "Hr. Jensen til tjeneste". Der ville altså stå "'Elefantpassernes Børn' er i dag udkommet". Derudover kunne der knytte sig bemærkninger, eller rettere, informationer om bogens indhold (i form af en indholdsfortegnelse hvis der var tale om en fag-bog), ang. indbindingen, trykkestedet, typografien, forfatteren, men altså ikke fem hatte ud af seks, vinglas, stjerner eller andet. Det går op for en, at der ingen kritisk tilgang var. Der var ingen forbruger-læsning i den forstand, at denne gennem anmeldelsen kunne få at vide, om han skulle læse bogen eller ej. Tidsskriftets i dag både informative, analyserende og kritiske omdømme bestod for trehundrede år siden af overskrifter som "Frankrig", "Tyskland" osv. og herunder lister af notitser i ordets snævreste forstand, nemlig af den art jeg netop har beskrevet.
Det kan undre et menneske fra i dag, at man for trehundrede år siden ikke stillede sig kritisk overfor kunsten i dagbladene. (læs: at man i dagbladene ikke stillede sig kritisk overfor kunsten - og ikke omvendt.) I dag er det, lige så snart man har med kunsten at gøre, én påliggende at stille diagnose i den ene eller anden retning. Det er legitimt at have sin egen smag nærmest ligegyldigt, hvor abnorm den er; det er næsten umuligt at forklare, hvordan smag kan være fæstnet i en generel æstetik og altså ikke bare styres af subjektet hver især.
Her slutter det egentlige indlæg. (hovedsageligt er informationerne samlet ind gennem læsning af John Chr. Jørgensens Dansk anmelderis historie)
Det er sjovt at læse de gamle provisoriske tanker, en lille informativ tekst; en jeg havde tænkt mig at følge op på, men jeg fik det aldrig gjort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar