fredag den 23. marts 2012

Anm. Rummet - Ide Hejlskov

Rumforseelse og identifikations- problematisering. Ide Hejlskovs anden bog er en besværlig lille ting. Den er ikke svær at læse og forstå, men den er umulig at ensrette og holde styr på. Man kan godt forstå, hvor det er, den vil hen, men da Hejlskov vælger metamorfosens væsen, går teksterne i ét med det teoretiske paradigme. Det gør værket til en konsekvent udforskning af rummet som fortælling og fortællingen som rum. Rummet defineres indirekte via brydninger og genoprettelser.


Af og til bliver det hele en smule sort, hvilket anmeldelsen her måske også kommer til at bære præg af i sin færd. Det er en af charmerne ved Hejlskovs utilregnelighed. Man kan sige, at der er mange lag i det nyeste bud: ’Rummet’. Eller så er det rum, der mange af. Det er ikke til at sige; proportionerne er delvist diffuse. Bogen er opdelt i henholdsvis: Kældermentalitet, Anelser og Perspektiver. Opdelingen kan, når man har læst teksten, ses som et højhus, der afkræfter sin egen højde. Måske virker det som en lidt vag sammenligning, men jeg skal se, om jeg kan beskrive nogle af de bevægelser, der synes at være på spil.

I: Jeg vil gerne begynde fra toppen af værket. Det er der, hvor man træder ud af den sidste lejlighed og op på taget. Til slut i anden dels ”Anelser” befinder L. Smith sig på et loftsrum, som hun tilsyneladende forlader med stjerner og galakser i hovedet. Det rækker ud i universet, opad. Teksterne ”På kanten (Højdeskræk) I-VI” bærer os op på øverste etage, hvor værkets klare æstetik springer ud i teksten, som tekst:

På kanten (højdeskræk) IV
Så springer jeg.

På kanten (højdeskræk) V
For hulen da! Jeg troede jeg var modig. Jeg lægger mig fladt ned på jorden med næsen nedad. Her er endnu en kant. Faktisk to, én på hver side af mig.
Falder i søvn og vågner ved at jeg falder.


Det skal bemærkes, at i de tidligere afsnit har kanten været noget uoverkommelig. Til sidst i ”kant”-teksterne knækker fornemmelsen af oppe og nede. Det, der falder sammen, er kanten – forhindringens eller problemets mulighed som problem. Det lidt underlige anslag med sætningen ”for hulen da!” får paradokset til at virke en smule ironisk. Kritikken er dog tydelig. Den frygt, som er på færde, er frygten for at bryde grænser. Frygten for ikke at være som alle andre. Frygten for at betyde noget.
Det, der hermed er tekstens eget ærinde, er at betyde noget (nyt) hele tiden. Teksten skal leve efter et energisk og dynamisk, evigt foranderligt udtryk, der konstant bryder almindelige kontekstuelle konventioner.  Og ’rummet’ som metafor for dette virker med sin mangfoldighed af beskrivelser ideelt i dette henseende.


II: Fundamentet for den her rummets poetik findes i de to forrige afsnit ”Kældermentalitet” og ”Anelser”. I ”Kældermentalitet” er vi nede på jorden. Vi er udenfor og kan bevæge os imellem forskellige lokationer. Hovedsageligt er der kælderen, en specielt kælder med kakler på gulvet og uden vinduer. På den ene side er tingene mere simple hernede. I de ”Tre dagbladsanmeldelser af en kælder på Nørrebro” lægges der en smule absurd, let-elskeligt og meget pragmatisk for i et perspektivistisk udgangspunkt. Der er en ligegyldighed overfor identitet, som der følges kraftigt op på i ”Perspektiver” gennem en kritik af jeg’et og grammatikken generelt. ”At jeg ikke kan huske hvem jeg er, det er knap så vigtigt” lyder det. I en sen tekst foregår der et helt uproblematisk kønsskifte. Det er interessant at se, hvor vidt en enkelt tekst spænder i både tid og rum. Der er tilsyneladende slet ingen begrænsninger.

I ”Anelser” er teksterne modstandsdygtige i det, at de stadig forsøger at holde på formerne. Her er utroligt spændende, men også meget brogede tekster, og så er bevægelsen introvert. Bogens længste tekst ”Loven” er fortællingen om en mand, der finder huller i loven og en lejlighed med et underligt hul i tapetet. I den her meget mystiske tekst kan jeg ikke redegøre for særlig meget. Den skal simpelthen opleves. Der er dog én pointe, der synes at poppe lige op i mit ansigt. Det er, at døden er den eneste grænse for livet. Det er den eneste regelmæssighed i livets rum… hermed forstået i værket, ikke som slutningen, men som grænsepunktet imellem to rum, en transformationsfase, en metamorfose. Dette ”hul” i loven går op for protagonisten via en absurd irregularitet.

K.L. Smith, Hejlskovs alterego, er også med til at underbygge absurditeten i et stramt lov-system. Smith træder frem med sin forsvundne eller slettede hukommelse som L.Smith (i ”L. Smith i loftsrummet”), og man aner ”organisationen” i teksten ”Rumforseelse”, men Rummet trækker kun lidt på det tidligere værk og er stærkt sin egen.

III: I det her forløb, som Rummet er, der være en masse ind imellem, der er som fugemassen i et bygningsværk. Det er den her brogethed, der får givne konturer til at træde frem. Der er fx den her lille tekst, som får mig til at tænke på Osip Mandelstjam:

Øjet
Så er der historien om øjet der faldt ud af en øjenhule. Ikke fordi det havde set for meget. Det havde intet set, blot videregivet indtryk til hjernen. Måske havde hjernen fået nok.

Øjet faldt meget langt, men blev ikke smadret. For det ramte en mose af andre øjne der var blevet kasseret ligesom gamle tv-apparater der alligevel står og flimrer.

Det absurde er på mange måder med til at skabe nogle fremmede og interessante billeder. Det er som en gren af poesien, der knækker og spirer. Det er tanke-fornyende. Og er det ikke i grunden det vigtigste, man kan foretage sig? Fremprovokatør af nye tanker!? En konkylie fra fortiden skyder op af jorden.

Til sidst skal teksten ”Fortællinger kan være rum” nævnes, en metafiktiv tekst, der forklarer forholdet imellem fortælling og rum. Det er den eneste tekst, der træder ud af selvdestruktionen, netop sådan her:

Fortællinger kan være rum
En fortælling kan være en lang gang med en dør for enden. Den kan også være en hel masse dekorerede studer en suite med et køkken-alrum til sidst hvor alle samles for at spise og vaske op efter et fastlagt fordelt rollemønster. Fortællingen der fører gennem en gang, kan have en dør ud til verdensrummet. En fortælling kan være et rum der bliver en flade, fx en mosvæg eller et hårdt, uigennemtrængeligt materiale som stål eller beton. Materialet kan også være noget der rådner, hvorved det hele tuden er i en nedbrydningsproces, så man forsvinder ind i en verden af mikrober.
[…]

Fortællinger kan rulle, ralle og gå på hænder, ikke sandt?

Jo, selvfølgelig.

Hvordan vil du definere rummet?

Det vil jeg slet ikke.

Og en fortælling?

Heller ikke.

Rart at høre dig komme med en klar udmelding. Det kan man godt på brug for i dette morads.

Der sker uendelig meget mere i Rummet, end jeg kan komme omkring i den her anmeldelse. Man kan spørge sig selv, om en anmeldelse så overhovedet er berettiget, fordi den ikke når hele vejen rundt? Jeg har smagt på litteraturen og ladet mig fylde af smagsnuancer. Hvis man vil have mere forståelse for Rummet, end hvad denne anmeldelse byder på, så skal man sætte penge på højkant!

IV: Det jeg så godt kan lide ved Rummet er, at den er figurativ og universelt forklarende. Med det forsøger jeg at sige, at Hejlskov med de her små fragmenterede tekster uddrager sandheder om noget større. At det samtidig bliver gjort så sløret, hvad der er vigtigt i ”fortællingen”, er konsekvensen af værkets overensstemmelse med sig selv og også en del af charmen ved en sådan type kunst. Hejlskov skriver flot med den her determination af teksten, noget de færreste fører ud i virkeligheden. Det er fedt, at vi får noget nyt, hver gang Hejlskov sætters sig i publikationsbænken. At det så også er velskrevet og gennemført, dette morads af fragmenter, det skal vi være glade for. Universet er unikt, og man kan spørge sig selv om, hvad det næste mon bliver!?

Reportage om udgivelsesreception følger.

Rummet udgives på forlaget Autre – Forlaget for utilregnelig litteratur, den udkommer i dag og er på 88 sider. Fås kun som unikum. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar