Laugesen udgiver i dag en ny samling digte.Laugesen skal mindst udgive en digtsamling om året. Det virker ikke som om, der er nogen anledning. For Laugesen er sproget i sig selv en anledning, der skal holdes i live; eller det er i live og vil ud af ham. Denne gang er sagen en anden.
Yak og yeti - blues for chenga tilegnes digterens nu afdøde hund. I 2010 udkom De sagde hans hund havde lopper, hvor Chenga (i samlingen dog uden navn) spiller en stor rolle. De er to gamle "hunde" på tur. Det lyder sådan her:
Mit lille landskab
set fra en skråning.
Hunden i snor
blade og bænke.
Ingen andre ser det,
snart er det ikke mere.
Eller sådan her:
Det lille
puf
med snuden
bagfra
mod læggen:
Vi er
her
endnu
Dengang lød kritkken, at Laugesen var ved at blive gammel. Der var opstået en bevidsthed om alderen. Og der var en klarhed i digtene, der blev skrevet efter gå-turene med hunden. Livet er ikke evigt, selvom skriften måske er det.
Det er trist, at Laugesens trofaste muse (hund) nu er væk. Måske vil vi stadig kunne læse om den i digtene. Yak og yeti er dedikeret til hunden Chenga. Der er en rigtig og virkelig anledning (selvom der virkelig ikke behøver at være en); en anledning der synes uundgåeligt også at lave en skillelinje i Laugesens videre forfatterskab.
Jeg kondolerer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar