Bogbrænding på Islandsbrygge – ild i Rummet

REPORTAGESTIL. Det skete for under en uge siden. Udgivelsesreception for Rummet. Midt i en forsamling på omkring tyve blev der brændt en bog af i det indre København. Det var fredag, en frihedens dag, byen pulserede i let dunkle og ekstatisk elektriske vejrforhold.   Ide Hejlskov må have fået en tanke omkring det, at sætte kunsten helt fri; endda fri for læsere. Vi var omkring tyve, der lyttede til oplæsningen og oplevede eksekveringen, så efter, så siderne forsvinde i en større sags tjeneste. 

Fredag var der som bebudet en boglig udgivelsesreception og happening på Islandsbrygge lige syd for Kulturhuset. For en gang skyld var jeg kommet af sted til København, hovedstaden, hvor litteraturen virkelig ånder varmt. Det gjorde solen også denne dag, altså åndede varmt. Det var et næsten kunstnerisk vejr. Solen var skarp og lyste blændende byen op, men samtidig var vi omgivet af en tåge, tyk og kraftig, vel en slags havgus! I forestillingens vold var det som at møde havet stort og tungt i gaderne. Man blev jo ikke våd, men det var som om, der hele tiden var en bølge på vej hen over en. I det fjerne kom tågen rullende, og da sollyset forsvandt om på den anden af jordkloden, slog tågen sig helt ud, lagde helt til i gaderne omkring kanalen og gjorde mørket mørkegråt og gadelyset orangegråt. Gadens bevægelser sløredes og almindelig gang kom til at minde boogie, twist eller moondance. København blev så dionysisk, som jeg altid har håbet mig at møde den. Jeg tror ikke, jeg kunne have fundet en bedre dag at tage til København på.

Rummet af Hejlskov, som jeg anmeldte her på bloggen d. 23., skulle udgives med en performativ handling. Bogen skulle både druknes, begraves og brændes. Hvorfor? I sig selv ankommer Rummet til læseren med hul i forsiden. Der er brændt et hul i forsiden på alle bøger, ikke én af bøgerne er ens, ligesom intet rum er som et andet rum.  De forskellige måder for ”afsættelse”, hvis man kan sige sådan, måske, vandringer ud i døden, metamorfosens anden tilstand, er måder at udtrykke rum mere konsekvent end, hvad det muligvis kunne gøres med sproget. Konsekvensen i det konkrete ved performativiteten går så pudsigt nok hen og bliver ekstremt abstrakt, for det er svært at overskue, hvad der kommer næst. For mig at se er det det interessante. Den totale overskridelse af grænsen imellem liv og død, væren og ikke væren. Og hvad kommer egentlig efter ikke-væren?

Alligevel kom det til at give mening i den samling, vi var. Der var en fantastisk stemning der i lyset. Man kunne lugte bogen. Bogen i kanal-vandet ville ikke synke, men drev langsom ud som en kiste på vej til et andet land. Den begravede bog forsvandt i sandets mørke og fugt, hvor den vel nok ligger endnu, men en dag bliver fundet af forundrende. Den brændende bog slog for alvor hånden af forfatteren, der brændte sig  og slap bogen ned i flammerne, som åd grådigt af omslaget. Imellem de tre akter blev der læst op af de nyeste digte fra sidste del af Rummet, Perspektiver, den klareste del.

For tilskueren var receptionen en energisk periode. Normalt er bogbrænding istandsat af fascister, der på den ene eller den anden måde ønsker at undertrykke og begrænse en bestemt kultur. Men i kraft af den anderledes værkopfattelse, som Ide Hejlskov på sin vis repræsenterer ’so far’, var den livlige interaktion imellem publikum (et forundret publikum, der skulle flytte sig omkring for at se, først drukningen, derefter begravelsen og afbrændingen) og forfatter/oplæsning/performer fri-sættende. Det var ikke nogen undertrykkelse af noget, det var en bevidsthedsudvidende handling.

Efter det hele fortsatte receptionen i forfatterens lejlighed, med vin og mad ad libitum, tågen sænkede sig i gaderne og byen blev mørk og levende. Neonlys på Rådhuspladsen. Glyptoteket var mere fascinerende, end jeg huskede det…

TOTAL REPORTAGESTIL