Monolog (1798) af Novalis

Af og til bliver man sur og tvær og ved ikke, hvordan man skal få vreden ud af kroppen. Man forsøger at slå til noget. Det virker nogen gange, men det gør oftest ondt. Man forsøger at råbe ad nogen andre eller af sig selv eller bare råbe. Det virker sjældent. Man ved godt, at det bare handler om at få tiden til at gå. Man ved godt at tiden læger alle sår (og at man for fanden aldrig skal bruge den vending, hvis man forsøger at være original!). Mens tiden går, kan man ikke være i sig selv. Sådan havde jeg det her til aften.

Så sætter jeg mig ned for at finde en hjemmeside, jeg engang kendte. Den er voldsomt morsom. Jeg finder den. Jeg skal bruge den til noget undervisning på en højskole, hvor jeg har fået arbejde. Jeg griner lidt og får plads i hovedet til at læse, og når jeg får overskud til at læse, så går det den rigtige vej. Læsningens evighed beroliger mig altid, hvis ikke skribenten irriterer mig. Jeg læser René Jean Jensens seneste indlæg på Promenaden.Han jagter Thomas Bernhardt og er også i rigtig dårligt humør. Han kan ikke lide det sted, hvor han er taget hen. Mindst af alt byen.

Jean Jensen får has på en god del af det dårlige humør. Jeg griner lidt mere af fejl i spisekort og lignende fra førnævnte hjemmeside. Og så havner jeg på virkelig.dk, hvor en gammel efterskolekammerat skriver af og til. Han ved ikke, at jeg læser ham.

Jeg læser hans oversættelse af et uddrag af Monolog (1798) af Novalis. Den korte tekst giver mig lyst til at skrive igen herinde. Jeg var begyndt at overveje, om Om kunsten om kunsten og kunsten havde mere at byde på overhovedet, og om det måske var bedst at begynde forfra på noget nyt!? I længden bliver jeg nok lidt smådeprimeret, når jeg ikke poster tekster om tekster om andre tekster herinde, hvilket ikke er sket i alt for lang tid.

I forhold til Novalis var det på sin vis opløftende. Det mærkes tydeligt, hvor håbløst og ugideligt sproget giver sig til at være, når man sidder overfor akademisk opgaveskrivning. Anskuelsen af forfatteren som sprogbegejstret er spændende og sætter ild til ideen om , at forfatteres rablende romaner bare burde bruges til mere, end de bliver brugt til. Sproget peger ind i selv, det har sin egen verden.

Det giver en lille smule tilfredshed bare at høre det bliver sagt sådan.

Tryk så på det link og læs selv!