En borgerlig anmelders udfordring

Anmelderne virker overraskede. De har på en eller anden måde haft svært ved at forholde sig til formen og sprogligheden. At sproget fylder så meget, og at der i og for sig ikke lægges vægt på betydningen. Det er som Asger Snack skriver i indstillings-skriftet: ”Bogens motto er William Carlos Williams' berømte digt om den røde trillebør, hvoraf så meget afhænger. Den præcist sansede trillebør, der tilsyneladende ikke er betydningsbærende, men som netop i al sin almindelighed sprogligt sanset, får betydning. Det er i sproget, at denne betydning opstår.” Og det er det, ved siden manglen på handling, der er svært at forstå.

Den ualmindelige mangel på handling gør, at det bliver hulens svært at skrive et resumé af bogen. Og for de anmeldere der forsøger sig, falder anmeldelsen lidt klodset ud uden at være til fordel for nogen. Rothstein understreger handlingens betydning for værket fint, når han bemærker, at nogle af tekst-stykkerne fra Stigninger og Fald, inden bogen udkom, dukkede op i DSBs rejsemagasin Ud og Se i en helt anden rækkefølge, end i den de præsenteres i bogen. Den enkelte tekst er som sådan ikke vigtig for helheden. Helheden ligger ikke i handlingen, men kommer i stedet til at ligge i sprogets fremtoning. Sådan kan helheden måske koges helt ned til de tre ord, der udgør titlen.

Når man så alligevel forsøger at forstå bogen, som var der en kronologisk handlings-perlekæde, så er man dømt til at forvildes. Det er som om der med Klougart er opstået noget nyt det danske anmelderi skal vænne sig til. Jeg hentyder ikke til, at der aldrig før er skrevet en bog uden handling. Men det er som anmelderne har svært ved at forklare det mindre folkelige element i en ellers så fremragende debut skrevet af et nyt stort talent. Jeg citerer vildt i ét stræk dagbladenes kommentarer i mol:

”Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset selvtøj. Næste gang kunne det dog være interessant at se, hvor langt ned i en histories møre kød, hun tør føre kniven.” (Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet)

”I al sin tekniske stilsikkerhed, bevæger forfatteren sig dog på en knivsæg, for dels har hun tendens til at bruge to sansende beskrivelser, eller tre, hvor hun kunne have nøjedes med én, og dels kan handlingens fravær blive en klods om benet på både romanen og læseren. Men det bekymrer ikke Josefine Klougart...”

(KlausRothstein, Weekendavisen)

”Klougart er en stor sprogbegavelse, men fortaber sig også så meget i sin egen sprogglæde, at hun 'glemmer' at sige noget. Læseren kan føle sig tabt i en skrøbelig anelsesfuld indre verden. Man gribes af Klougarts sprogliggjorte sansninger, men de forbinder sig ikke.”

(Mai Misfeldt, Berlingske Tidende)

”Desværre er metaforkædernes bevidsthedsudvidende virkning svingende, i al fald på denne læser. Ofte spærrer billederne for hinanden – de mange landskabsmetaforer kan virke søgte og patetiske – og resultatet bliver, at virkeligheden bringes længere væk, sløres og bliver, som det hedder et sted: 'en slags erindring, der ikke vil finde sig til rette i et billede'. Det kan der naturligvis ligge en pointe i. At Josefine på den måde aldrig får helt styr på sine barndomserindringer. Men, må jeg spørge lidt frækt, hvad vedkommer det mig? Som læser bliver jeg ikke inviteret i et erindringsprojekt, det fremstår som et lukket skriveprojekt, og hvis erkendelser sker, sker de mellem forfatter og tekst, i skriveprocessen.”

(Helle Juhl Lassen, Information)

I rækken af anmeldere er der en næsten entydig konsensus. Klougart kommer for meget kryddersmør på brødet. Godt nok erkender Rothstein, at det rent faktisk er gjort med overlæg, men der spores frustration over, at forfatteren ikke bruger metaforen, som den almindeligvis bruges. Det giver ikke det samme forhold imellem en given virkelighed og sproget, når denne pestens sorte fodspor lægger både det ene og det andet lag imellem. Når fortællingen er dæmpet ned til en grundtone i kælderen på en skyskraber, bliver det sproget, der har ordet. Og betydningen bliver efter den leg, man legede i skolen som lille. Den hvor man sidder tredive eller fyrre børn i en rundkreds, og én hvisker ”traktor” i øret på sin ene sidemand og får ”trappeopgang” tilbage fra sin anden sidemand. Betydningen bliver eller forbliver aldrig den samme. Derfor er der også vidt forskellige tilgange til Stigninger og Fald. Der er enighed om, at forfatteren har talent for at bruge sproget og, at vi nok skal komme til at høre mere til Kougart. Men der er ikke tale om en klonet enighed.

Den anmeldelse der er mest åben overfor bogen er uden tvivl den af Anders Juhl Rasmussen, bragt i Kristeligt Dagblad. Og jeg synes det er en god anmeldelse, omend den måske lidt for gnidningsløs. Der indledes genuint ægte: ”Man skal være varsom med at skrive om en bog, at den er det bedste, man længe har læst. […] Alligevel tør jeg godt sige, at Josefine Klougarts debutroman rører noget i mig, som sjældent røres, den åbner for døre, der ofte er lukkede.” Kristeligt Dagblads anmelder gør videre det rigtige og holder sig til, hvad der vækkede følelsen hos ham. Han holder sig fra resumere handlingen (som ikke er til at slå fast), men nævner blot personerne og de overordnede temaer. Derudover trækker anmelderen en fortolkning ud af bogen, en fortolkning han kalder for ”bogens indsigt”. Jeg citerer: ”Selvom jegfortælleren kun er en pige med blå mærker på benene, involverer hun sig fuldt og helt i de voksnes glæder og sorger. Hun lever så langtfra en bekymringsløs barndom, men tager smerte, afsavn og lidelse ind i sin verden ved siden af lykkefølelsen og glæden. Dette dobbeltblik livet, at godt og ondt, stigninger og fald altid følges ad og afløser hinanden, er bogens afgørende indsigt.” Man kan vel kalde det en næstekærlig eller sympatisk tolkning. Jeg ved ikke, hvad forfatteren ville sige til den, for den er på mange måder meget søgt. Men på den anden side er det en læser, der fortæller, hvordan han har læst Stigninger og Fald, hvilket med sådan en tilbageholdt holdning, altid er forsvarligt. Jeg ved det ikke ikke ikke ikeke. Det er ligesom farten går ud af sproget, der nu er på vej til at gå fuldstændig i stå, hvilket aldrig har været meningen nu.

Angående den egentlige dom så fremstår den ikke helt vildt tydeligt. Kritikerne eller anmelderne har svært ved at gå all in. Selvom de ikke synes godt om alle metaforerne og associationerne, så mener de alligevel, at der her er et talent på vej. Der er ikke de sædvanlige normative smagsdomme, men virkelige forsøg på at karakterisere forfatter og værk. Der bliver nævnt bl.a. Woolf, Hammann, Hans Otto Jørgensen (gammel forstander på forfatterskolen) og ikke mindst J.P. Jacobsen. Anmelderne har da også været nødsagede til at forsøge med stilistiske karakteristikker, for hvordan kan man andet, når det virkelig er sproget, der bestemmer. Og når der er tale om en debutant, der endnu dengang ikke var færdig på forfatterskolen. Det er alt sammen meget interessant!

Om vi kommer til at høre mere til Josefine Klougart, det er der ingen tvivl om. D. 28. januar 2011, altså på fredag, udkommer hendes anden bog ”Hallerne”. Jeg har bestilt den hjem fra boghandlen, da jeg ikke kunne få forlaget til at sende et anmeldereksemplar. Fra d. 28. anmelder jeg snarest og hurtigst, så hurtigt jeg kan!