Efter endt læsning føler jeg mig tom og overvældet. Rejsen gennem landskabet med sine Stigninger og Fald har været som en indbliksrig vandring gennem en livslang tunnel med små vinduer på hver side for hver anden meter. En rejse på hesteryg, kunne man sige, da erindringsbillederne er indrammet af hesten Mollys kommen og forladen. Stigninger og Fald indledes med sætningen ”Det efterår fik jeg en hest.” Og den slutter i sin melankolske grundstemning med at miste. ”Morgenen holder op, da rampen bliver løftet og spændt fast, så lyset ikke længere er i vognen; der er et rum, bare, en firkant tegnet i sandet, to gange tre en halv meter med mørke og min hest, at denne klods forsvinder om hjørnet og glider gennem landskabet.”
Da Stigninger og Fald på ingen måde er en roman (selvom det står dér, på hardback-coveret), spiller denne handlingsramme-afsløring ingen større rolle. Undervejs fornemmer man kun Josefines gradvise opvoksen, dog uden at man får egentlige tegn derpå. Ellers er ”romanen” snarere 172 siders lyrisk prosa eller poesi, prosadigte. Man skal ikke læse, søgende efter ”handling og plot” som Asger Snack lægger ud med at understrege i indstillings-skriftet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. I stedet bliver det en sproglig oplevelse, en sproglig rejse gennem forfatterens barndom. En rejse med sproget igennem de mange små tekster, der fortæller historierne fra barndommens ellers uforklarlige opmærksomhed. Sproget zig-zagger gennem denne erindringspulje af glimt og fornemmelser i forfatterens underbevidsthed, der med sin detaljerigdom kan få det meste med, men som en helhed kun omringe det, der almindeligvis fortælles og forstås. Derfor er det heller ikke nogen almindelig fortælling fra barndommen, men i stedet en sproglig omkransning, en indirekthed i et sprog, der ikke kan forklare det, det ikke har ordene for.
Gennem skildringens form og grundige sproglighed er der opstået en indfølt og intens ærlighed, som jeg synes Klougart godt kan være stolt over. For læseren er Stigninger og Fald ikke letlæst, men snarere som et kunstværk med en god æstetisk karakter, der ikke bare giver søde og fornøjelige frugter. Klougart sætter læseren på arbejde følelsesmæssigt. Tabet af barndommen, skildret som morgenens forsvinden, er noget enhver skal igennem. Og det er som regel, som at få et koldt glas vand i hovedet. Som at dumpe en eksamen, man ikke havde opdaget kunne dumpes. At træde ud af barndommens trygge uvidenhed er, som en ballon der brister, med ét er det ikke morgen længere.
Sproget er en firkant
Sproget er en firkant, men ikke en firkantet en. Josefine Klougart har ét redskab at gøre med. Det er sprogets former, eller sproget selv. Sprogets selv. Det er ikke fortællingerne, karaktererne/personerne eller handlingen, der bærer Klougart til indstillelse til Nordisk Råds Litteraturpris, men den gennemgående sproglighed. Lange lister af ord der smukt klippes sammen. Ord der har den betydning, så de siger det, forfatteren gerne vil have frem. Jeg citerer fra bogen, hvor sproget ikke kan lade være med at tale lidt om sig selv:
”Jeg ved ikke, hvor den fornuft kommer fra, men der er et ansvar, der ryker i mig og skærer som et bidsel i mine mundvige; jeg ved ikke, hvad det er, jeg sparer sammen til, har bare fornemmelsen af, at vi bør spare på de ord, tale lidt mindre om dét, vi ikke har fundet de rigtige ord for. Der er så meget andet at tale om, der er så mange navne, for blomster bare, det er slet ikke til at blive færdig.”
Der er en ømhed for ordene og fænomenerne. En frygt for at ødelægge virkeligheden ved at tale ”forkert” om den, ved ikke at være præcis nok. Denne poetik går tydeligt igen i skriften, hvor ordene lægger sig så tæt op ad det, de taler om. På den anden side resulterer det i udpenslingen af virkeligheden gennem brug af mere indfølte beskrivelser. Jeg blev helt vild, da jeg læste dette stykke: ”Gården ligger trukket tilbage i landskabet, gemt i landskabets navle. Den er en firkant, syet ind i bakken. Da vejen slår et slag ind imellem søen og gården løber alle linjer fra os og op, herfra synes ikke bare eftermiddagen at være en evighed, aftenen – når den kommer – en evighed; men også selve landskabet en evighed af stier og støvede grusveje med indtørrede sprøde hamme fra snoge og stålorm, læderbælter trykket ned i vejen af traktordæk og cykelhjul og skridt.” Hvad siger i så!!!? En firkent syet ind i bakken. Og i en af de andre tekster, hvor moderen er sur på hende og verden virkelig er ved at falde fra hinanden: ”Det fører ingen vegne med de tanker, der er bare en uoverskuelig knude af tegn, der er ingen renhed over de tanker, ingen frost.” Virkeligheden bliver en anden, fordi det sædvanlige rum imellem datter og moder er blevet et andet.
Og når så alting forbindes i sproget – sproget går hen og bliver alt; så kommer det til syne at definitionen af sproget eller rent ud sagt, virkeligheden, er bundet til tid og sted. På en eller anden side i bogen fortæller moderen din datter om ordene og om, hvordan de aldrig betyder det samme. Et sted er kun dét sted én gang, et sted der dog bevares som dét sted for altid i erindringen, der så er et andet sprog end virkelighedens. ”Over tre dage bliver min bevidsthed mere og mere som en ødelagt tue, der styrter; alting får en ny plads og kan ikke længere genkendes, er som alléen mellem Kalø og Egens, dengang de fælder den, mens vi er væk, i sommerhus. Det sker over to uger, det er i det tidsrum fældningen finder sted. Fældningen af alle de syge elmetræer, der er gået ud, nu kørt væk. Senere ser vi sporerne i græsset efter tunge vogne, der synes at have slæbt ikke bare træerne, men selve stedet med sig,” sådan skriver en forfatter, der i erindringen og med dettes sprog forsøger at holde fast i barndommen; en tidlig morgen hvor glimt af brud på erindringens tilbagetrukkethed i et filmisk mørke repræsenteres af glimt af nutid og fremtid, et sted og et sprog, der sitrer evindeligt i en virkelig poetisk virkelighed.
Læs Stigninger og Fald så hurtigt som muligt!
Deres læsning.
Stigninger og Fald - af Josefine Klougart
Bogen udkom d. 7. januar 2010 på forlaget Rosinante
Ingen kommentarer:
Send en kommentar