Hundens lille raslen/i de visne blade/følger mig på vej

Peter Laugesen udkom i november sidste år med De sagde/hans hund/havde lopper. Samlingen af digte kredser hovedsageligt om livet med en hund, men den hoster også en gang imellem op over samfundet og kommenterer på sproget og poesiens uomgåelige væsen. Den 68-årige digter udgav samlingen ”Landskab” i 1967, og siden er det for århus-digteren blevet til et utal af udgivelser.

Jeg har hørt folk sige, at denne nye samling er anderledes end meget af det tidligere, men hvordan? Laugesen har sine afdøde muser i den amerikanske beat-generation (Kerouac, Ginsberg, Burroughs bl.a.), hvor der ofte er en vis fart over sproget. Tidligt i samlingen skriver digteren:

”Ord på speed, ord med fart, så mange/så hurtigt at betydningens kister brister/i absolut klang, uden rytme, uden lyd,/uden mening en sort, rygende tunges/supersoniske plapren fra nattens lysende/runde, uidenficerede flyvende objekt.”

Men digtet er et atypisk barn blandt mere rolige identiteter. Måske bliver Laugesen klogere, jo ældre han bliver. Han er gammel nok til at joke med døden, til en filosoferen over verden og virkeligheden. Men ”gammelklogskaben” er ikke blevet hul som det ord, der har mistet sin betydning. Det er snarere en visdom samlet op gennem et liv med ord overalt. Som en haikumester, en Garry Snyder, et element man ikke kan fornægte var en stor del af beat-generationen, nemlig visdommen eller en hemmelig dvælen ved livet.

På en eller anden måde er det ren poesi, når Laugesen skriver: ” Vinden hvisler/ i græsset// hallo/ hallo/hvem er du” (jeg har forsøgt at vise digtets opsætning, derfor ser det underligt ud. Det er ikke en fejl). Eller et af dem jeg holder meget af allerede, fordi det har dybde: ”Det lille/puf/med snuden//bagfra/mod læggen://vi er/her/endnu” Laugesen sanser og beskriver objektivt verden, når han går tur med hunden Tumle (tror jeg det er), men det er på en sådan casual måde overfor verden. Der er ikke noget usædvanligt at undersøge. Når det bliver vådt og koldt, så er det varmen indenfor, der trækker. Peter og hunden er et umage par, en lille smule fortabt til tilfældighederne og til, at når man først er gået i gang, så kan man ikke bare stoppe.

Et sted står der: ”Bilerne skyller og vasker forbi som bølger store og små” eller ”somme tider åbner hun døren/& og kaster blomster i græsset”. Og disse små, ja hvad skal jeg kalde dem... Zentenser får jeg lyst til at bruge, selvom de måske snarere er modernistiske nys på virkeligheden. Disse små er som lim i fuger, som i væggen, hvor poesien hænger sin frakke op, mens den tager karbad i digterens badeværelse på første.

Den gamle mand og sproget

& man skal dø

& det kan der gøres en hel del ud af

& man kan også lade være

& tabe hårene på ryggen

& se folk komme ud fra salen

& se de sidste rygere tænde deres sidste smøg

& se tændstikker flamme op i hænders huler

& måske er man ikke født endnu

& måske er det nok

& det er aldrig nok

& hvor var det dumt at begynde

& hvor er det dumt at holde op

Det ser på mange måder ud som om, Laugesen ikke har tænkt sig at holde op, og gudske lov for det! Peter Laugesen er sprogkunstner. Han er digter og litterat, en belæst mand og en rutineret oversætter. ”Det jeg er/og det der gør/mig er skrift” skriver han... Der må ligge et meta-plan i enhver ægte digters værk. Hvordan er det at trække vejret igennem ord – sproget? Hvordan er det at skulle konstruere virkeligheden gennem sproget, der hele tiden forandrer sig, som hele tiden bruges af alt og alle, og som man aldrig har helt for sig selv.

Der er et spændende meta-plan i De sagde hans hund havde lopper. ”Pestens sorte fodspor/fylder glemslens sider” står der et sted om sproget. Der er en vis alvorlighed, både i poesiens tone på gåturene, men også omkring i furerne i digtsamlingen, hvor man mærker det skæbnesvangre ved en vielse med sproget. Som i det tidligere citat hvor døden nævnes direkte. Forfattergerningen er en livsgerning ”& hvor var det dumt at begynde/& hvor er det dumt at holde op”, som da man begyndte at trække vejret.

Jo ældre man bliver, jo mere hellig bliver livet, jo mere forstår man af det simple ved døden og livet, ved lykken og ved sig selv. Digterens visdom i De sagde hans hund havde lopper kan tydelig mærkes. Der ligger en tyndge bag ethvert af ordene – ord der på mange måder er banale, men som er sat sammen sådan, at visdommen skinner igennem og kan skimtes. Og jeg siger skimtes, for det er ikke helt til at sætte fingeren på, hvorfor denne digtsamling i sin enkelhed er så behagelig at have liggende i den taske, man bringer med sig overalt.

De sagde hans hund havde lopper udkom d. 3. november 2010 på Forlaget Borgen