Vidunderbarnet alle kunne holde af

"Vidunderbarn" er positivt anmeldt i dagbladene af henholdsvis Torben Brostrøm (Information), Per Krogh Hansen (Berlingske), Lars Bonnevie (Weekendavisen), Liselotte Wiemar (Kristeligt Dagblad) og May Schack (Politiken). Anmelderne fokuserer henholdsvis på bogen som en roman om Norge i 60'erne, en drengebog om barndommen og på mange måder en slags dannelsesroman. Jacobsen roses gennemgående for sin sproglighed og fortællerevne, og det er ganske rigtigt. Det er på ingen måde et helt fantastisk plot, der løfter bogen op. Bonnevie skriver, at det er det "eminente fortællegreb, hvormed han undgår at gøre sine personer til ofre eller sociale tilfælde." Dermed fastslåes den indirekte stil man hos Jacobsen fornemmer og som netop er en af grundene til "hvorfor" læseren føler sig underholdt. Wiemer beskriver det på en lidt anden måde, der dog understreger den samme observerende tendens: "Roy Jacobsen er en mester i den spinkle sjæls mikroskop." står der i Kristeligt dagblad, der bekræfter venligtsindede fordomme om empatisk medmenneskeligheds tilstedeværelse i spalterne. I det hele taget anbefaler Wiemer Jacobsen indfølt, og det, tror jeg, er denne gang ikke fordi hun er en kvinde. (jeg ved ikke om det er anerkendt, at kvinder har større indlevelsesevne, når det kommer til følelser - her blev det altså til endnu en fordom).

Evnen til at sætte litteraturen ind i større sammenhænge dukker op hos Brostrøm, der med et psæcist citat stadfæster handlingens historiske rammer. Hermed dukker "Vidunderbarn" op i et stærk kulturelt perspektiv. Jeg citerer anmeldelsen i Information:

"Roy Jacobsen , hvis romaner kendt på dansk ofte har haft krigen som voldelig baggrund, Grænser, Frost og Huggerne, har med sin seneste, nu oversat af Camilla Christensen, i al sin intimitet en mere fredsommelig tidsatmosfære, selv om 1960'ernes første år i mangt og meget ændrede livsvilkårene i Skandinavien, sådan som forfatteren nu i et voksent tilbageblik skildrer et drengeår i en forstad til Oslo: »det årti der skal forvandle en hat og en frakke til en flængende guitarsolo, årtiet hvor mænd blev drenge og husmødre kvinder ? den indbyggede slitages årti, den norske kulturrevolutions sociale skærveknuser ? Et opreklameret, forløjet og misforstået årti, mit årti.«"

Anmeldelsen byder på et forfatterportræt der viser, hvad Jacobsen skriver om. Schack bemærker en "maskulin emnekreds" i forfatterskabet, men bemærkningen foregriber kun "Vidunderbarn" som drengebog, og giver ikke læseren lov til at se ind i bogen gennem forfatterskabet.

"Vidunderbarn" egner sig som god litteratur, ja faktisk kunst.

Generelt lader anmelderne sig gribe af sprogligheden hos i "Vidunderbarn", men godtskildrede fortællingselementer som menneskelighed, samfundsrealisme, dannelsesroman og familiedrama gør den anmeldelsesvenlig, fordi det der er for alle og enhver med forskellige verdensperspektiver er godt fortalt!