Anm. Et par dage - Lars Frost

På kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø

Jeg har de sidste to uger gået rundt med Frost i tasken, været lidt i Skagen eller New York, Berlin eller Paris, hvorfra forfatteren til Et par dage skriver. Og hvor har det været en behagelig og interessant rejse. Måske var det ikke sindssygt opsigtsvækkende de første par dage i rejsemaskinen, men jo længere man kommer ind i projektet, jo mere føler man for det.
Der er tale om en i byer afsnits-opdelt digtsamling - Skagen, Californien (by?), New York, Boston, Berlin, København, Stockholm og Paris, som man skal læse sig igennem på langs (i stedet for på højkant) i den nævnte rækkefølge. Siderne er gule, og hver gang man kommer til et nyt sted, så dukker der et miniature-kort op over stedet.
I sig selv er det en fordrejning, der måske kunne irritere nogen, men som jeg har nydt hele vejen igennem som noget forfriskende og anderledes. Ligge-formatet giver digtene god plads uden, at det føles som for meget, selvom der ofte er en hel side blank. Men mest de små kort kommer til sin ret, når man som en turist iblandt tekst-stykkerne drejer bogen lidt til den ene og den anden side for at finde det rette perspektiv.
Det anderledes format, der fungerer upåklageligt, er tilsyneladende en effekt af, at bogen er udgivet i samarbejde med Foreningen for Boghaandværk.

Jeg læste et eller andet sted (Stefan Kjerkegaards blog, Den lille litteratyr, måske) at den danske nutids-litteratur var blevet meta-digtning på den måde, at den refererede til sig selv og en lille lokal kreds omkring sig, men ikke rigtig kom på intertekstualitets-niveau med resten af norden såvel som verden. I Et par dage kommer Frost ikke blot rundt til otte forskellige steder i verden rent fysisk. Samlingen er ligeledes et konglomerat af de indtryk Frost samler op i arkitekturen og på de kunstudstillinger, han besøger på rejsen. Indtryk der bliver til fortolkninger, indlevelse og omtanke. På omslagets inderside er en kortoversigt over de steder, digtene har rødder, og hvor sindets dvælen blev til mere end blot en dvælen.
Her er et af digtene fra New york:

Guggenheim, Manhattan, 2005
Under alle omstændigheder skete det hen under
aften. Vi var fanget i et uvejr på en båd i floden. Roret
havde sat sig fast, og mens vi ventede på båden, 
der skulle komme og bringe os i land, beundrede vi
lynene på himlen inde over Jersey. Kældrene fyldtes, 
gaderne stod under vand


Det er ikke helt tydeligt, hvor digteren befinder sig, om det er en impressionistisk/ekspressionistisk indlevelse i et billedet på kunstmuseet i NY, eller om vi er på søen? Er det fiktion eller fiktion i fiktion? I Boston bliver det lidt tydeligere, da der står: "[...] Vi må ikke røre hendes/kind. Hendes søstre har set os". Eller et andet tekststykke, fx i denne dialog med maleriet:

3
Gift os bort


Nu spirer alting bag det matte blik
under den mørke pande


(Piger med øjne som
kaffepletter på en hvid dug
en sommerdag
i skyggen
af et æbletræ)


Herlige linier i og udenfor den parentes! Hele samlingen kan læses som korrespondance med kunstmaleriet. Den rejsende kommer til et nyt sted og besøger dette steds kunstmuseum som en del af turismen, en turisme der har lidt af den der guide-bogs-syge, men mest af sig selv og sine længsler. Personligt læste jeg en stor del af bogen på Aros i Aarhus (Århus), hvilket virkede stimulerende og gjorde, at både malerkunsten og digtene blev mere levende.

En anden vinkel som gennemgående tråd er ensomheden. Det er som om der skulle eller kunne have været en kvindelig rejsekammerat, én der sjældent er der, men som kunne have været der. Som når mødet med storbyen bliver uoverskueligt eller ubehageligt, som her i  Berlin: "Jeg kunne ikke spise mere og smed den sidste stump/af en kedelig sandwich i en skraldespand. Jeg bryder/mig ikke om den her by. Den har ingen etisk karak-/ter, kun æstetisk tvetydighed. [...]"
Lars Frost er mester i at bryde linierne på en underfundig måde. Bindestregen synes at være en væsentlig del af hans linieskift. Af og til opstår der dobbeltbetydning eller modstridighed i den stående linie. Det gør at digtene, der på mange måder kommer til at ligne små prosastykker, insisterer på at være digte. Digte, der er sine egne, sat op med lige eller ulige marginer udfordrende syntaks.

Slutteligt en fanfare:

Ang.: Johs. V. Jensens antropologiske notater fra et sydende Mantattan

1
Hun lander og finder sine ejendele ankommet


Der var et par tidlige forårsdage i New York i februar, børn
med hoveder store som honningmeloner i gaderne, og fjernt fra hverdagen
på kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø


Amerika lægger sin skæbne i Guds hænder


Der er så meget, man kan gå glip af. Her er
vidunderlige muligheder for at fare vild og finde hjem


Her er vanvittig glæde og besværgelser
Hvis - så - aldrig - mere - igen


De lukker museet for moderne kunst i mange år
for at bygge det større og mere tidssvarende


Tidssvarende vil sige en evne til at omfatte alting


De vil sætte ild til alting, hele verden
alt det deres fødder ikke tynger med vægten
af deres egen krop, og glemte alt om den


Jeg drømte uanstændigt i nat


Pornoblade og chokoladestænger





http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8702046636