Stem! Debatten bobler ondt ulmende klar til kritiker-eksplosion

Og Jens Christian Grøndahl melder sig på banen, ikke som fredsmægler, men som IM's kumpan der påny skubber gang i debatten om litteraturkritikken i Politikens spalter. 

(Jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på den stemmeboks, der befinder sig i højre side af bloggen "På hvis side er du?". Læser du dette, så smid en stemme!)

Tilbage til debatten! 

Grøndahl mener, at de tørre tæsk IM lovede Bukdahl, oveni andre farverige indlæg, har fjernet opmærksomheden fra det essentielle - personforfølgelsen. Dog skal det bemærkes, at IM nok ikke havde så meget mere i sig, der ville adskille sig fra de andre møgfald a la ildspydende drage. Når Bukdahl så vælger at tie og se bort fra skriftlige voldstrusler, så må debatten falde lidt til ro.

Ikke desto mindre bringer Grøndahl nu gryden i kog igen med "personforfølgelse". Han er endnu en forfatter, der føler sig trådt på i den offentlige dagbladskritik. Selvom den store kritiker-synder stadig er Bukdahl, nævnes dog andre navne som Erik-Skyum Nielsen, Mai Misfeldt og Erik Svendsen. Grøndahls udgangspunkt er Misfeldts udtalelse: "Jeg forstår godt, at det kan være ubehageligt for en forfatter at få en dårlig kritik, men det er nu engang vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk." (Misfeldts definition af lit.krit.: "En litteraturkritikers læsning er et tilbud om en tolkning og en vurdering af et givent værk.")

Grøndahl mener, at forfatterne er indforståede med forholdene. Det er i virkeligheden et knaldtilbud, det der med litteraturkritik... men litteraturkritikeren skyder for ofte ved siden af målet og rammer manden i stedet. Og her har de institutionsløse (J.C. Grøndahl) forfattere ikke nogen, der kan tage kampen op for dem, end ikke forlæggeren. 

Der er uden tvivl tale om et dilemma, selvom nogle sparker hårdere til bolden end andre. Hovedsageligt synes jeg ikke der er noget galt med kritikken. Jeg synes det er ok at nævne navne på forfattere i både positive og negative sammenhænge, som sammenligningsgrundlag og for at belyse holdninger og meninger. Det skal holdes in mente, at der er tale om forfattere og ikke personer - personaer, ikke rigtige personer (Lars Bukdahl også understreger). Ligeledes er kritikken åbenlyst og bogstaveligt bevidste om disse eventuelle idiosynkrasier. I sig selv er idiosynkrasien et element i anmeldelsen, der bør undgås. Men eftersom der er tale om en rumlig og ikke kun tidslig verden, kan det ske, at man som menneske støder ind i den samme ting på en irriterende måde konstant. Samtidig skal det stadig holdes in mente, at idiosynkrasier overfor personaer, fortællere, men også plotstrukturer, bestemte ord, vidunderbørn og alt muligt andet, ikke er personlige. 

Fra forfatterens vinkel skriver Grøndahl: "Egentlig har man slet ikke noget at stå til ansvar for, medmindre éns bog er injurierende overfor navngivne personer", og her synes jeg desværre, han begår en voldsom fejltagelse.  For det kan godt være, at forfattergerningen ikke direkte har noget ansvar overfor samfundet, overfor loven. Det er heller ikke herfor den vurderes. Kritikeren ser snarere efter litteraturen som et stykke kunst, og hvis denne anmelder gentagne gange ser det kunstneriske forsvinde ud af det stykke sproglige kunst, litteraturen er; hvordan skal han så forholde sig til denne "fiktive direktør for skriveværkstedet J.C. Grøndahl" - forfatterens persona (som muligvis markedsføres gennem billeder og personlige reportager)??

Erhvervet som forfatter er et følsomt erhverv. Man blotter sig (åbenbart uden at gøre det for noget eller noget eller noget andet???), hver eneste gang man udgiver et værk. Den første utvetydige anerkendelse er forlæggerens køb af manus... men derfra er man på egen hånd overfor hver eneste kritiske kritiker, man møder på sin vej. Måske skulle forfatterne samles i et parti??