Josefine Klougarts anden roman "Hallerne" har potentiale men behøver samtidig sin tid. Her er ikke tale om en dans på roser for den læser, der beslutter sig for at give sig i kast med romanen, der denne gang er mere roman end sidste gang, men som alligevel rummer så meget andet. På bogryggens foldeside karakteriseres Hallerne som:
"en lyrisk undersøgelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. Fra en bar over for kastes blikke mod den scene, som parrets lejlighed bliver. Blikkene - publikums, mandens og kvindens - tegner et rum. Et rum for udforskning af begær og kærlighed, magt og ydmygelse - dét at se."
- en karateristik, der i mine øjne fatter teksten meget godt i korte vendinger. Efter endt læsning er der dog alligevel så meget mere, der rumsterer. I forhold til "Stigninger og Fald" vil og gør Hallerne noget mere. Helheden er kompakt, intensiteten er krævende og læsningen lægger beslag på tankerne. På mange måder er der virkelig tale om en undersøgelse, observationer, der ikke kan lade være med at gøre sig indsigter, der lugter af sandhed og skæbne.
Anmelderne
Holdet af danmarks dårligste læsere, som Ib Michael kalder dem, læste og anmeldte Hallerne til udkommelsesdatoen d. 28. januar. Og hvor disse overfor Stigninger og Fald alle sammen stod lidt på et ben, ser det lidt ud som om, anmelderkorpset er ved at tage stilling for alvor. May Schack, der bl.a. forholder sig til Klougart igennem J.P. Jacobsen, synes at befinde sig ganske godt med den klougartske ord-stil og kan godt abstrahere fra den manglende handling til fordel for de kunstneriske niveauer i sprogets udfoldelse. Klaus Rothstein på den anden side, dømmer Hallerne til at være sanset skønskrift uden tydelig handling og betegner problemerne fra Stigninger og Fald (manglende handling og to-tre billeder fremfor ét) som blivende et varemærke for Klougart. Per Krog Hansen fra Berlingske siger meget rammende, at der ikke er tale om lystfuld læsning, men understreger at han alligevel lod sig drage. Det indholdsmæssige der præsenteres af sproget i Hallerne, er, sagt på en anden måde, krævende at overkomme 176 sider igennem.
Som altid er det forfriskende at læse anmeldelser fra Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen tituleres ang. Hallerne som "Ikke dyb nok", hvormed det bliver den eneste anmeldelse, der går direkte i kødet på indholdets kerne. Det bemærkes også af Juhl Rasmussen, at det virker som om, forfatteren er tættere på kvinden - et udsagn jeg ikke vil komme længere ind på. I stedet synes begrebet "den moderne mand" at snige sig ind på mig. Når det kommer til manden er Klougart måske en lille smule konkret, mens kvinden hovedsageligt karakteriseres som et eller andet i forbindelse med en hal, hallen eller hallerne - kvinden som et rum-begreb...
Skelnen mellem form og indhold var i Klougarts debut måske ikke så påtrængende, da der på mange måder hovedsageligt var tale om en sproglig (dog ikke indholdsløs) sammensyning af erindringer. I Hallerne derimod er emnet mere påtrængende. Det er mere ubehageligt at konfronteres med, manden såvel som kvinden rammes. Derfor synes Kristeligt Dagblads vinkel mere velkommen, omend der denne gang ikke er tale om nogen "afgørende indsigt" i romanen.
Jeg får øje på en tendens i segmentet af anmeldere. Det er betydning, der er det helt store. Og midt i krimi-hedens forhåbentlige aftagen, får jeg øje på en bestemt kommentar i Klaus Rothsteins anmeldelse, der irriterer mig grænseløst. Jeg citerer og markerer:
"Hallerne er altså både billedet på lejligheden og personerne, og symboler på den destruktive seksualitet, den følelsesmæssige tomhed og brutalitet og de kuldslåede mentale tilstande, som manden og kvinden befinder sig i. Den kode er det ikke svært at bryde. Men der er så lidt handling og så mange haller, at man bliver overfølsom, og begynder at registrere dem. Dermed bliver romanens bærende symbol reduceret fra noget originalt til noget anstrengt."
Fremstillingen af Hallerne som en kode der skal brydes, er efter min mening en snæver og naiv værklæsning. Noget af det skønne ved Klougart er jo netop, at hun ikke begrænser sprogets betydninger, at betydningen ikke står klart, at der ikke er noget plot, at der ikke er nogle der er døde og andre (incl. læseren) der skal opklare mysteriet og at der ikke er tale om nogen krimi. Set i det lys, er der heller ikke noget, der skal gemmes. Der er ikke noget i teksten, som læseren ikke må registrere. Teksten kan ikke ødelægge sig selv, den er snarere sig selv. Det er måske også derfor, at Erik Svendsen skriver, at der vil blive skrevet universitetsopgaver om Klougart i de kommende år. Værket kalder i sin kompleksitet på denne form for granskning, fordi der er en selvstændig hedhed i teksten. Man kan ikke skrive en bog som Hallerne udfra en spændingskurve, og det bliver nok ikke lige med det samme, at skrivekurserne udbyder kurser som: "Lær at skrive dine erindringer i et lyrisk indfølt tempo med passager der galloperer som hvaler og smyger sig hen ad jorden som bladmyrens grønne bladstump."
I Hallerne
I stedet for er Hallerne et ret så eksperimentielt sammenstrikket værk, der leger med vinkelskift både i forbindelse med læseren og et fiktivt iboende publikum. For det første er der manden og kvinden. For det andet er der menneskeflokken på baren eller cafeen overfor lejligheden, for det tredje er der en fortæller og for det fjerde er der læseren. Overfor en perspektivrigdom er en af sandhederne i Hallerne, at vi aldrig sanser eller erkender kollektivt, kun den individuelle opfattelse af verden kan begrundes. På den måde er de forskellige perspektiver vigtige for læseren, en demonstration af at virkeligheden er subjektiv erkendelse og ikke altid den samme. Ligeledes er de med til at belyse den fremmedhed der opstår imellem manden og kvinden.
"Manden presser hendes ansigt ned i puden. Kvinden løber som ild gennem hallerne./Hun er ganske stille./Der er ikke en lyd foruden den, han laver med sin pik og cremen [...] Søde lille, siger manden./Der er hele tiden den lyd fra hendes våde skede. Lyden af ham, støvler gennem næsten sort mudder. Stille, siger manden. /Stille nu. Hendes mund står åben ned i puden, og hendes hals er et rør, der fører direkte ned i hendes lunger. [...] Hendes krop koger under tryk, alting mørnes hurtigt. Hun sukker, men stønner. [...]// Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. [...] Kvinden tænker tilbage på dét forår. Det, der fulgte den våde sommer og den korte vinter. [...] //Da manden er færdig med kvinden, stiller han en spand på gulvet ved siden af sengen. /I hendes side./Kvinden hører en spand blive sat på gulvet ved hendes side. /Lyden af en metalhank, der rammer plasticspandens side./hun hører ham stille en spand på gulvet ved siden af. Tæt ved hendes mund. //Hun hører hans hænder rode i en kvindes hår. Det kan være hendes eget hår. Det tænker hun. Kvinden i sengen."
Sådan forløber første del af bogen, med at manden fylder kvindens haller, mens kvinden er i fabrikshallerne og templet, og manden igen er et låg eller et tag eller noget andet i forhold til hallen, kvinden og virkeligheden imellem manden og kvinden. Manden skildres som simpel: "Manden kan tale, og han kan lytte, men umuligt samtidig." og brutal: "Manden forstår, at hans fabrik også er et tempel, han ser også, hvordan væggene styrter, idet han kommer oppe i hende." Hvorimod kvinden er rummelig, skrøbelig og kompliceret, et følsomt væsen, der kan rumme andre mennesker. I den første del af bogen er hvert andet stykke en beskrivelse af Københavns by. I de hede direkte beskrivelser er de en lettelse for læseren, en god afveksling, men kan også ses som endnu et perspektiv på seksualitetens undersøgelse og ikke mindst som en sidebemærkning eller en understregning af det rumbegreb Hallerne på mange måder også er.
I anden del sker der noget imellem manden og kvinden. Forholdet forskubbes, kvinden folder sig ud, bybeskrivelserne forsvinder og manden oplever en afhængighed. Den måde der i anden sektion skabes helhed i værket ved, at kvinden på et eller andet plan rejser sig, virker på læseren på en sådan måde, at der skabes et ligevægt i forestillingerne. Det kan se ud som om, kvinden hele vejen igennem har båret manden ved at ligge under ham.
Det er den traditionelle mandsrolle, der udtrykkes her: "Manden forstår ikke, hvad det er, han tager. Hvad det er for et hus, han bryder ind i, hvad det er for et lager eller værelse. På den måde er manden ufarlig, på den måde er manden et barn og fuldkommen skånelsesløs: Manden er: umulig" Men kvinden er trukket op i det moderne og hun skal bære over med manden: "Manden nærer en knopskydende omsorg for kvinderne, men den er ikke brugbar, så længe han ikke forstår, hvordan kvindens krop er struktureret. Hvordan den bevidsthed arbejder."
Når jeg nu ikke kunne lade være med at blande mig i indholdet, må jeg også erkende, at Juhl Rasmussen fra Kristeligt Dagblad kunne have en pointe. Hallerne er et interessant og nogenlunde kontroversielt bud i den retning, men på ingen måde revolutionerende. Der hvor Klougart er stærkest, er stadig der, hvor hun lægger mest, nemlig i sproget og formerne. Læser man Hallerne med opmærksomheden rettet i sproget langt nede under betydningers krydsen frem og tilbage, fremkaldes der i sproget befriende mønstre , som man kan vælge at ride med på. Herfor netop dragende.
Og herfor er Hallerne endnu et originalt bud fra Josefine Klougart. Hallerne der gerne må registreres, fordi der er tale om et åbent abstrakt begreb om verden og virkeligheden fra forskellige perspektiver.
Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar