»Men jeg mener stadig, vi har et patriarkalsk efterslæb i den litterære verden. Og der er stadig klart flest mandlige forfattere. Når I laver undersøgelsen igen om ti år, kan man håbe, at det er hip som hap på alle parametre. Det ville være bedst for kunsten«.
Sådan citeres Lotte Garbers, der er formand for Dansk Forfatterforening, i en artikel i Politiken d. 21. februar 2011. Hvad jeg undrer mig over er, hvordan hun kan udtale sig om kunstens velbefindende i forbindelse med en ligestillingsproblematik, der i følge artiklens hovedfokus ikke rigtig findes længere. På top-10-listen over hvilke forfattere, der får flest støttekroner er 8 af 10 kvinder, og der er altså ikke et ligestillingsproblem på lige fod med det, man tilsyneladende støder på i den mere tunge ende af erhverslivet. Der er som sådan ikke nogen urimelig forfordeling af løn og salær, priser, legater og bibliotekspenge.
Problemet for Garbers (og for kunsten??) er, at der ikke er lige mange kvinder og mænd, der skriver... giver det mening?
Kunsten handler jo som sådan ikke om beskæftigelse. Den handler om virkeligheden. Og når vi taler om kunst, så handler den jo praktisk talt mest om sig selv. For kunstens er det ikke om at komme nogen vegne men blot at være indenfor eller udenfor betalingsbalancen - det handler om at være (hverken kvinde eller mand), blot at være. At være, leve og dø, fødes, vokse, ældes, modnes og forgå, genopstå på må og få under en uendelig stjernehimmel i og udenfor tid og rum. Kunst er kunst. Kunst er for alle, kvinder og mænd. Kunst er kønsløs og upåvirket, ustyrlig og ufremtvingelig.
Kunsten er en transvestit, der kan og gør alt i en ubestemmelig enhed. For kunsten er det det samme, om den i mørket havner på mars eller venus...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar