Rothstein anmelder Hejlskovs/K.L. Smiths roman-debut

Jeg læste her til morgen Rothsteins anmeldelse "Mening efterlyses" i Weekendavisen - en anmeldelse der forsøger at forholde sig til Ide Hejlskovs debutroman "Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman". Artiklen begynder således:

Ide Hejlskov er forhenværende litteraturanmelder ved diverse aviser og nu debuterende romanforfatter på et nystartet forlag, Autre, der kalder sig Forlaget for utilregnelig litteratur. Forlaget vil kun udgive »utilregnelig litteratur på utilregnelige præmisser«, og med til utilregneligheden hører så, at Ide Hejlskov »af praktiske årsager« er et pseudonym for bogens egentlige forfatter, nemlig K.L. Smith, der ifølge pressemeddelelsen også ejer og bestyrer forlaget. »K.L. Smith«, ja, så tror vi på den ...

Hvad jeg er ude efter i anmeldelsen, noget der tydeliggøres i citatet, er anmelderens manglende engagement. Anmeldelsen har for det første ikke meget spalteplads at gøre med. Derfor burde en given kritiker spørge sig selv, hvordan han karakteriserer bogen bedst. Kan og vil han gøre bogen den tjeneste at forholde sig overfor dens mulige labyrintiske og umulige opbygning åbent og engageret? Eller vil han gøre som han plejer, skrive kort om forfatteren, projektet i et eventuelt forfatterskab, kommer med et resumee (der som regel løber over bægeret og tager det meste af resten af anmeldelsen) og så til sidst komme med en kort og personlig præcis smagsdom?

Det jeg er ude efter er, at det som kritiker er for sløvt af forholde sig til kunsten på en sådan måde, som at skrive "ja, så tror vi på den...". Det er passiv og snobbet kritik, en barnlig irritation og hjælpeløshed over, at man ikke kan finde hoved og hale i forløbet. Rothsteins skitsering af projektet er såmænd fin nok, indtil den igen bliver irriteret over, ikke at kunne gengive navnet på den organisation der efter romanens pålydende skulle overvåge os alle sammen. Det irritationen står i vejen for, er den rene vare, citatet der giver læseren muligheden for at læse et stykke udsnit af røgsløret roman selv.

Det er altså ikke Rothsteins kritiske holdning overfor handlingsløs/meningsløs litteratur, jeg med sikkerhed er uenig i, men hans måde at behandle den på. Det er ikke hans smagsdom, smagen eller Rothstein selv, men hans utydelige engagement i litteraturen, der ikke synes at ligne "en stor fortælling".

Det er nemlig ikke sikkert, at manglende handling/mening er udtryk for manglende mening/handling. Manglende forståelse er derimod altid udtryk for manglende forståelse... er og det er fair nok.