tirsdag den 13. marts 2012

Anm. Over for rødt - Torben Poulsen

Konstruktionen er klar i mælet, men mangler sprog og passion.Torben Poulsen udkommer i dag med sin tredje roman, Over for rødt. Det er en roman om sorg. Det er en roman om hævn. Og det er en roman om at tage fejl af et andet menneske. Bevægelserne imellem mennesker og kulturer er stærk og har store udsving. Den er stramt komponeret og klart fortalt. Og så er det som der alligevel mangler et eller andet.


I virkeligheden er Poulsen mest kendt for sine børne- og ungdomsbøger.  Men for en god del år siden, begyndte han at skrive rigtige romaner. I 2001 kom den første, Gyngen, og i 2003 kom så Blafferen. Der er tale om socialrealistiske spændingsromaner, hvor præmisserne for hovedpersonens liv ændres drastisk, hvorefter læseren så kan følge udvikling og afvikling af konflikten. Over for rødt er ikke nogen ingen  undtagelse. En tilfældig dag torpederes Gry af en krydsende bilist, der kører over for rødt. I ulykken mister hun sin seksårige datter, og hermed forandres hendes liv totalt.
Denne side af konflikten bakkes op af den urimeligt milde straf, gerningsmanden får. Et stærkt hævnbegær vækkes åbenlyst hos Gry. Først er hun sikker på, at hun vil slå gerningsmanden, en ung araber, ihjel, som nu går rundt på gaden som en fri mand. Dernæst, da Jamal, som den unge fyr hedder, bliver skudt i hovedet og overlever, besættes hun af at måtte vide, hvem der skød ham. Hun drages af indvandrerfamiliens yngste datter, der er født den selv samme dag, som hendes nu afdøde datter, og hun går sine egne veje i efterforskningen, der er på grænsen til at få hende fyret.
I bogens sidste kapitler løser konflikten sig på forunderlig vis og alt imellem himmel og jord synes at gå op i en højere enhed.

Plottet er plottet – komposition er konstruktion
Plottet i Over for rødt er den del af romanen, der fungerer klart bedst. Figurativt fortælles der en historie om en kvinde, der måske nok er fuld af sorg og vrede, men som faktisk hverken selv bevæger sig eller skubber til handlingen udover den første hadske bemærkning til sin eksmand (allerede på side 20). Det er hér fokus ligger. Læseren indvies i tvangstanker, håbløse og flæbende scener og en langsom forbedring af kvindens liv. Sammen med kvinden gennemlever man en søgen efter sandheden og frygten for, at blive taget i sit eget forsøg på at hævne sig; et forsøg der usagt, men helt igennem gennemskuet fra læserens side, aldrig blev til noget.
Under den her historie ligger det spor, der som sagt allerede sættes i gang på romanens side 20. Det er fortællingen om Grys eksmand, der tilfældig har en gammen pistol liggende i et pengeskab. Og umiddelbart er der ikke nogen forskel på de to karakterer, der begge tynges af den uendelige sorg, det er at miste et barn. Der er bare den pistol, pistolens og drabets mulighed er forskellen. 
Plottets nøgne skelet er, at læseren føres ind i Grys historie, mens hendes handlinger eller ønsker udøves af en anden bag fortællingen. Den bevægelse kan jeg egentlig godt lide i fiktionen. Det indirekte handlingsmønster gør plads til Grys sorg. Men når så Grys drøm om, hvordan Jamal blev skudt, passer med virkeligheden i et øsende regnvejr og det hele, så er det at filmen knækker.
På den måde er handlingen generelt for konstrueret. Hundrede sider før Gry bliver overrasket over, at det var hendes eksmand, der skød Jamal, er det allerede gået op for læseren. Den stramme komposition kommer til at virke omvendt af, hvad der er meningen med den.

Sproget
Sprogligt set er Torben Poulsens roman ikke noget vidunder. En blodappelsin og to liderlige andrikker, der jagter en hun, er få bud på en sproglig æstetisk villen, der kunne få læseren til at gibbe og bukke. Ellers er der en fåmælthed over sproget. En fåmælthed, der ikke giver meget association af sig. Min fornemmelse er, at der i forbindelse med fx hovedpersonens sorg godt kunne have været en bevægelse ind i sproget. Men i stedet er sproget diktatorisk og overfladisk og forhindrer rent ud sagt læseren i at leve sig ind i personerne. Her er et eksempel:

Hun ved heller, ikke om hun har sovet. Efter hun blev udskrevet fra sygehuset, har hun mistet enhver form for tidsfornemmelse, og den faste rytme, der før styrede hendes tilværelse nærmest efter klokkeslæt, er sat helt ud af kraft. Hun har svært ved at sove, og når det endelig lykkes, er det som regel om dagen, mens hun ligger vågen om natten af frygt for dæmonerne, som mørket bringer med sig. Derfor ligger hun med lyset tændt, hvilket blot gør det sværere at falde i søvn. (s. 21)
Faren ved en 3. persons skildring er, at det af og til kan virke som om, det er karakteren i fiktionen, der får bud på, hvad hun er for en. Som læser får man mange informationer om karakteren, og man får ikke lov til at opleve dem, som havde de været virkelighed. I det citerede vil jeg gerne pege på den sidste sætning, der jo på mange måder synes at være i vejen. Hvorfor det? Jo, sætningen er med til at spærre for læserens egen fantasi og indlevelse ved at udpensle. Det er hovedsageligt sidste del af sætningen, der peger på en kausalsammenhæng, der måske nok kan være der, men som i virkeligheden slet ikke behøves at blive skrevet ud.

Modargumentet til det kortfattede sprog ville være, at det selvfølgelig hænger sammen med, at romanens emne er af den alvorligere slags, og at Poulsens roman er en stramt komponeret fortælling, der helst vil veje tingene selv uden læserens indflydelse. Det er en genrebestemmelse det her,  og som sagt giver kompositionen også nogen klarhed… Men vi må sgu heller ikke glemme, at al litteratur består af bogstaver, ord, sætninger og syntaks. Der skal kæles for sproget; det er det de store kan… flette det der netværk sammen så det kan forundre os i al sin til tider slående enkelhed. Poulsen har muligvis en lettere arbejdsskade efter et liv som journalist;-)

Smagsdommen
Alt i alt har Torben Poulsen skrevet en letlæselig blanding af kriminalroman og psykologisk roman. Den er usigelig klar i sprog og komposition, så klar at tydeligheden bliver for meget og får romanen til at virke konstrueret. Man kan godt sige, at Poulsen betaler den mere finurlige sprogkonstruktion i kompositions-tolden; men gav han sig til at skrive sætninger for derefter at lytte til dem, kunne han komme en del længere. Der er som sådan ikke noget, der begejstrer læseren i Poulsens prosa, der lidt er, som om den intet vil men blot lader sig styre.
Den samme sløvhed kan man desværre se i romanens slutning, der konkluderer at Gry og hendes eks-mand måske nok var lidt for hurtige til at dømme den unge araber, Jamal, som faktisk var rigtig ked af dét, han havde gjort. Et givent didaktisk element kommer her til at ligne kompositionen: Det bliver for stift og kommer til at fremstå påtaget.

Bogen udkommer på forlaget Moskito d. 13. marts 2012

2 kommentarer:

  1. Som forfatter til ”Over for rødt” skal jeg ikke blande mig i Thomas Gluds anmeldelse. Den må stå for hans egen regning. Jeg bliver dog nødt til at nævne de ”to liderlige andrikker, der jagter en hund”, som Glud fremhæver som et af de få bud på en sproglig ”æstetisk villen” fra min side. Jeg indrømmer at det ville have været et ganske originalt billede, men det er altså en hun og ikke en hund, de liderlige andrikker jagter rundt i hele søen (side 196).
    Beklager.

    Venlig hilsen,
    Torben Poulsen

    SvarSlet
  2. Torben, du har ret, og jeg beklager fejlen. Den rettes omgående!

    SvarSlet