søndag den 1. april 2012

Anm. I paradis får man ikke bank - Tina Henneberg


Skæve historier. Tina Hennebergs I paradis får man ikke tæsk er en interessant lille samling fortællinger. Der er regulære moderne eventyr, der følger genrens tre udfordringer og formen hjem-ude-hjem, og der er småfilosofiske, sjove og spøjse fortællinger, der i et lille univers belyser menneskelige eksistentielle sandheder. Hvert univers synes at have sine egne love og mærkværdigheder. Beskrivelserne af disse er skæve og naivt troværdige.
Fortællingerne er ikke gammeldags romantiske og eventyrligt sansende udi talende dyr og levende madvarer. De er mere hybride og blander elementer fra det klassiske eventyr med hverdagslige elementer fra vores moderne virkelighed. Som eksempel drager pigen i fortællingen ’Madam Mefusa’ ud i verden på cykel , ”da alle heste og æsler for længst var gået til de evige græsmarker.”, og dér kommer hun til Madam Mefusas slot, der mest af alt ligner ”en tømmermesters ufærdige arbejde”.  Det er forholdene for fortællingerne, at de befinder sig et sted midt imellem.

I: Historien
I titelfortællingen ’I paradis får man ikke bank’ er der henvist til Villy Sørensen, der i 1953 debuterede med samlingen Sære historier. Herfra stammer en af de i folkeskolen nok mest læste noveller ’Blot en drengestreg’, som er en tydelig inspiration for Henneberg. Temaet er den groteske og frygtelige logik, der så at sige ligger i begrebet en bjørnetjeneste. I denne lille historie er sproget roligt og klart malende, hvilket virker godt i forbindelse med den absurde handling:

Erik aer beroligende Johannes’ fedtede hår, men mest for at mærke den lille hjerneskal. Den er lille og skrøbelig som en fugleunges. Beregner slagets kraft, for at han kan holde sit ord om, at det ikke vil gøre ondt. … (I paradis får man ikke bank)
Som læser lever man sig ind i stemningen, man forstår det seriøse i historien, som på samme tid fremstår som smuk og psykopatisk. Andre historier formidler i samme stilfærdige tempo en spøjs og skæv historie. ’Manden der kiggede ned i brødristeren’ er eksemplarisk for Hennebergs sprog, der bastant er bedre, når det ikke bevæger sig for hurtigt og vil for mange ting. Det skal nok komme tæt på alligevel (indforstået). Et andet eksempel kunne være slutningen i historien om ’Kvinden der ville være jomfru igen’. Den handler om en smuk kvinde, der har levet sit liv i griskhed ved at udnytte sin skønhed for at opnå rigdom. Da Gud spørger, om der er noget, hun kunne tænke sig at gøre om, opdager hun sandheden om sin slette livsførelse og ønsker at blive jomfru igen. Dermed genfødes hun som ”et lille skrigende drengebarn”.  Henneberg leverer ikke sproglige symfonier til os, men lokker et lille smil frem i de skæve afrundinger.

II
Det, der ikke fungerer i eventyrgenren nu til dags, er de små moraler, som en del af historierne bærer med sig. Didaktikken og bestemt ét eventyr (’Det lille sennepsglas’) peger tilbage på fx H.C. Andersen, men det er som om, det for den voksne læser ikke klinger på samme måde i dag. Nogle af historierne kunne virke, som var de skrevet til børn, ligesom det store format kunne virke indbydende til fælleslæsning, men der er ingen billeder og ingen umiddelbar ideallæser, da historierne er meget forskellige i tone og tema.
Genren, som man overordnet kunne kalde ’Historier’, bærer muligheder for noget relativt nyt. Det er set før, men det er på ingen måder udbredt. Det er lidt noget andet end noveller, som Peter Adolphsens Små historier 1-2. De kan noget andet, de kan den der småfilosofiske tone, og der er plads til også det drømmende og eventyrlige. Jeg vil vove, at det groteske og absurde spiller en ganske speciel rolle i genren – et element, der vedligeholder det interessante og inspirerende hos Henneberg.

III
Der er hos Henneberg en overvægt af gode og spændende eventyrlige ideer. Ideerne forsøges skrevet ud, men eftersom teksterne ikke synes at have gennemgået en korrekturlæsning, falder resultatet dårligere ud, end det burde. Der er for mange fejl i teksten til, at man kan læse ubesværet henover siderne, teksterne kommer aldrig på sit højeste og det virker en anelse sjusket. Der kan stadig pudses til på det sproglige håndværk. Og det er ærgerligt, for man kan mærke energien inde i selve historierne; en energi, der rumsterer i sproget og handlingsforløbet, men som ikke er 100% fri. Heldigvis kunne det tyde på, at der kommer mere fra en livs-positiv Tina Henneberg. Læser man historien om ’De tre nøgler’ som en Hellebergsk lignelse er Henneberg først nu på vej ud i verden.

”Det gjorde vi da meget godt, selvom jeg måske overspillede lidt”, lo isbjørnen mildt. ”Ja, men den stakkel havde brug for lidt hjælp til at komme ud herfra” sagde ræven. ”Tror I, at hun klarer resten af vejen fra nu af?”, ville den store fugl Phoenix vide. ”Det er ikke til at sige, men vi kan ikke gøre mere, det er op til hende selv nu, hvor langt hun vil gå. Men her fra hvor jeg sidder, ser det ud til, at hun klarer det meget godt. Jeg tror ikke, vi skal bekymre os så meget”, sagde ræven klogt.
(De tre nøgler)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar