torsdag den 15. marts 2012

SUT i skrivebordsskuffe, det brændte så overraskende et andet sted på tidspunktet...

Jeg kom tilfældigt gående forbi Kolind rådhus. Nogen havde sat ild til skidtet. Jeg så mig lidt ommkring. Folk styrtede omkring med vandspande, der skvulpede over. Slangerne var endnu ikke blevet forbundet til Kolind reservesø. Der var desværre ikke vand i vognene længere. Jeg satte mig ned ved et gammelt egetræsbord, der må være blevet båret udenfor af særegne årsger. I en af skufferne fandt jeg en PDF-fil, som jeg her har postet:


I mandags læste Søren Ulrik Thomsen op af sine digte. Vi var i lokale 123, bygning 1485, til det såkaldte kakofonis arrangement, og så kostede det kun en trediver for arrangementet med en gratis øl oven i hatten. Og jeg som måske var kommet til at tage Thomsen lidt for slapt efter Bukdahls kedeliggørelse og Dan Ringgaards pop-fiksering af Thomsens digte, hovedsageligt den nyeste samling – Rystet Spejl. I al min fordomsfuldhed og uden egentlig at have læst særlig meget sad jeg nu i det arrangements-rum og så skeptisk på den lille runde digter, der virkede til at være i godt nok humør. Min skepticisme blev ikke mindre af, at Ringgaard gentog sin smøre om sammenligningen med popsangen, den gode gedigne pop, fuld af klicheer, som giver omtanke uden at skabe hovedbrud (hvilket stadig lyder mere negativt end positivt i mine ører). Ikke nok med at Dan gentog, hvad jeg tidligere havde fået forklaret til en reception i marts sidste år. Han havde sgu også stiliseret sin smøre henimod noget der kunne ligne en digtoplæsning. Så mens han stod der med øjne så store som Werthers, sank jeg længere og længere ned i stolen.

Heldigvis gik Thomsen på og leverede en oplæsning, jeg ikke kunne have forudset. Han læste digte op fra den nye samling, og langsomt som han fik sig talt varm kom han også frem med nogle af de der rigtig fede sprogbilleder. Han overraskede ved at stoppe op for engang imellem at ”forklare et digt”. Han fortalte, hvor inspirationen kom fra, hvilke små dele, der havde fremprovokeret andre små dele, og hvor virkeligheden befandt sig i forhold til digtet. Han gjorde det alt sammen med en naturlighed, der gav mening. For nok var man ikke i tvivl om, at han havde gjort det her før, men forestillingen var ikke tyk på noget tidspunkt. Den var sådan rimelig kort og ret præcist afgrænset. Slutte skulle den nok, men hvornår, det bekymrede man sig ikke så meget om.  

Det hele skal ikke stilles om, som om Dan var håbløs og Søren var fabelagtig. Det var ikke sådan, det var. Måske var der bare mere musik over den ene genre frem for over den anden. Måske var der mere klarhed, en afklarethed helt op ad virkeligheden, så tæt på, at der ikke var brug for nogen fortolkning eller læsning men blot lyd, fænomenet virkelighed.
I virkeligheden var det en god aften. Der var digtene, der var digteren og så var der digterens akademiske talerør, som slet ikke er så ringe en af slagsen… (måske er jeg bare misundelig over, at Dan sagde det med popsangene først, selvom det aldrig ville have lignet mig at sige noget lignende).

Sådanne digte får stor stor substans, når man dæmper belysningen, og skruer op for lyden.

2 kommentarer:

  1. SKØNT MED EN BLOG DER HYLDER LITTERATUREN.
    JEG ER TIT HERINDE - BARE FOR AT SE - LIDT TIL MIG SELV.
    TAK MVH.

    SvarSlet
  2. Det er jeg dælme glad for at høre, gør hvad jeg kan:-) Tak

    SvarSlet