Godsbanen - Århus kalder!

I fredags var jeg kort forbi det nyåbnede kulturhus Godsbanen i Århus. En time forinden min ankomst havde Uffe Elbæk med en tale velsignet projektet. Såvidt jeg forstod havde kulturministeren talt varmt om det nye multisted for alle kunstarterne. Tilstanden ved min ankomst var munter overbefolkning. Der var højmusik i indgangen, en rød løber vist nok og et mylder af mennesker med fadøl eller vin. Længere inde var et skrivebordsdomineret aflangt lokale med åbne spær og åbne lyse mødelokaler. Det lod sig forstå, at vi nærmede os litteraturens domæne.

Sprogkunsten. Der var oplæsning stort set lige efter, at jeg noget tid havde kæmpet med at finde frem til vinuddeling, og med en rigtig god årgang i plastickrus kunne jeg pludselig nyde Mads Myginds power-digtning, som jeg kom til at synes betydeligt bedre om efter at have hørt ham denne anden gang. Jeg nåede aldrig at høre Louis Jensen, der skulle læse om som den tredje og sidste i rækken; Bjørn Rasmussens oplæsning og et udefrakommende tidspres fik mig ud af huset.

Ang. Rasmussens oplæsning: Han læste sin ublufærdige prosa om op med tunge støn. Jeg har læst Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, og et godt stykke hen ad vejen syntes jeg virkelig godt om prosaen. Men det var først ved denne oplæsning, at alvoren ved Bjørn Rasmussen gik op for mig. Selviscenesættelsen var pludselig så massiv, som den kunne være. Det blev rigtig svært at adskille Bjørn fra Bjørn. Det blev svært at stå overfor den her roman, fordi dens tilstedeværelse ikke længere bare var ord; ord blev til krop og sætninger blev til bølgerne i et menneskes liv i den virkelighed, vi alle sammen går og render ind i hinanden i. Og når et værk sådan træder ud af kunstens sfære, så bliver den svær at forholde sig til uden at man også skal leve den. ”Det er bare et kunstværk”, det kan man måske ikke længere sige, når værket siger så meget mere? CHOK!

Godsbanen selv bemærker omkring åbningsdagen en rivende og uoptællelig dag. Og det peger sgu godt fremad. Det virker til at kunne blive et dynamisk sted. Nu ved jeg ikke helt, hvad der foregår i de andre kunstretningers lag, men i forbindelse med litteraturen udbydes der allerede et skriveforløb med supervision og kritik. Det bliver en kreativ arbejdsplads for mange, der kan blendes med andre kunstarter og samarbejdes omkring ens eget område. Med Godsbanen er man ikke længere alene i Århus!