SATELLIT – en ny forening vil arbejde for litteraturen i Aarhus

I går afholdtes der i Godsbanens nye lokaler stiftende generalforsamling i foreningen Satellit. Med Godsbanens åbning kommer der uanede muligheder til, som bare skal gribes. For en stund vil alting være i røre på grund af den nye og på mange måder ideelle ramme, der i sig selv er muligheden for at begynde forfra i kampen om eksistens og politisk territorium. Et af foreningens håb er at skabe forbindelse imellem de mange små litteraturorganisationer, der synes at arbejde hver for sig og uden enhed i tropperne.

Satellit er en ny forening, der er opstået i takt med Godsbanen og som en del af store forandringer i det nye kulturelle miljø. Initiativtagerne er Carsten Vengsgaard, redaktør på Forlaget Klim, Jette Sunesen, leder af Aarhus Litteraturcenter, Mads Rosendahl Thomsen, lektor i litteraturhistorie på aarhus Universitet og Robert Christensen, formand for Litteratur på Scenen. Det er meningen, at "satellitten" skal hænge højere end de andre organisationer og foreninger og ligesom have det store overblik.

Carsten Vengsgaard sagde noget interessant i sin opstillingstale. Han understregede, at det netop ikke skulle være Satellits opgave at stable arrangementer på benene. Dem var der nok af i forvejen. Dét Satellit skulle byde ind med var litteraturpolitik. Den bestyrelse, der i går blev stiftet, skal have som mål at gøre litteraturen tydelig i Aarhus. Den skal fylde mere end blot én side kommunal-politikkens tykke bog, som der blev sagt. Som litteratur-politikere skal bestyrelsen ud og lægge pres på kommunalpolitikerne sådan, at litteraturen ikke kun eksisterer for sig selv med al sit indhold henne i hjørnet, når Aarhus i 2017 skal være europæisk kulturby.

Sagt på en anden måde og med mine egne ord, så tror jeg ikke Aarhus vinder, hvis litteraturen ikke er med!

Slående pointerer Mads Rosendahl Thomsen i pressemeddelelsen her:

“Den kommende kulturpolitik formuleres i disse måneder, og vi vil forsøge at få sat nogle markante litterære fingeraftryk. Litteraturen fylder meget lidt i kommunens kulturpolitik. Det er bl.a. SATELLITs ønske, at der etableres en skriveuddannelse for byens 15-23 årige skrivetalenter. Børn og unge kan gå til musik, men de unge, der gerne vil skrive, mangler opbakning i deres talentudvikling”

Jeg har hørt, at omkring 80-90% af befolkningen opfatter sig selv som skrivende i en eller anden forstand. Det skrivende Danmark bliver blandt andet tydeligt på blogs, en udtryksform hen i retning af en online-dagbog som får flere og flere læsere, der hele tiden får et større udvalg. Hvordan kan det så være, at det at skrive på en eller anden måde er noget i retning af tabu? Hvorfor overses en så personlig udtryksform i kommunikationssamfundet? Og når det handler om kunst, hvorfor skal unge talenter så ikke have hjælp til at udvikle sig, når det, som citatet peger på, er tilfældet på andre områder? 

Faktum er, at vi er stolte af vores forfattere her i Aarhus, når de er her. Vi er stolte, når en fortælling fra Aarhus spredes. Vi er stolte, når vi kan huse en udenlandsk forfatter i eksil, fordi han kæmper for noget, han tror på er rigtigt. Men vi gør ikke selv noget for, at det skal ske at nogen lærer at udtrykke sig så stærkt gennem sproget, at hele verden rives med. Der er en grund til, at de er gode til skak i Rusland. Skak er på skoleskemaet. Hvis Aarhus virkelig vil være europæisk kulturby, så må der åbnes op og tænkes nyt. 

Det ser ud til, at litteraturen i Aarhus kan have fået et organ, der vil mere end blot at stable arrangement efter arrangement på benene. Forhåbentlig har Aarhus fået en litteraturborgmester med hjerte og sjæl i litteraturen!