Fåret metafor bræger Bredahl ud på sit eget praktiske sprog - barnet vil bare snakke...

Den nedenstående blogpost er fra Lars Bukdahls blog (blogdahl), og den svarer efter min mening udemærket igen på Bjørn Bredahls lidt platte kommentar til debatten i lørdagens Politiken. Hele Bjørns artikel er skrevet over en børne-opdragelses-metafor, hvor Bukdahl tilsyneladende er det barn, der skaber sig mest højlydt, og som faktisk ville have godt af den røvfuld IM tidligere lovede ham. 

Og nok er det rigtigt, at Bukdahl befinder sig som en stærkt offentlig person i litteraturverdenen, men råber han højere end andre eller trænger han blot sprogligt bedre igennem? 

Gentagende gange læser jeg Bukdahl understrege, at han bare vil snakke litteratur. Måske føler Bukdahl sig overset, og i den forstand har Bredahl måske lige nøjagtigt ret i sin metaforiske pludre-stige. Men det er bare ikke en ny ble kritikeren Bukdahl mangler. Det han mangler, er nogen at snakke med. Og det afspejler litteratur-debatten i Danmark alt for tydeligt. I stedet for at diskutere virkeligheden som foranliggende, er folk i stedet begyndt at kaste med den. Ellers er det som om folk er bange for at sige noget af det, de mener om litteraturen...

Et passende fåret ordspil

Bjørn

bræge. verb. -r, -de, -t/ 1. frembringen af lange, høje lyde som et får el. en ged. gederne bræger - et brægende lam. brægen/ synge på en langtrukken og uskøn måde. koret blev ved at stå og bræge. brægen/ bræg-e - et fællesnordisk lydord besl. m. norsk breke, svensk bräka; muligvis besl. m.brag
dal